Torsdag den 9. oktober

Møde på Al Mustafa Open University

 Bedetæpper på pladsen uden for Hazrat-e Masumeh

 Ungdomstilværelsen i Qom

Hazrat-e Masumeh set fra bazaren på bagsiden

Dagen begynder godt med en opringning – på en ordentlig telefonforbindelse – fra Al-Mustafa Open University. De er klar til at møde mig, så jeg får en adresse. Første udfordring er dog, at finde nogen, der kan læse og forstå det engelske udtryk ”open university”. Der er ikke mange, der taler engelsk her i Qom, og de få, der kan lidt, kan kun ganske få ord, så det er op ad bakke. Men efter nogen tid finder jeg en boghandler, som kan skrive det på farsi, så jeg kan vise det til en taxachauffør og blive kørt til universitetet. Dér bliver jeg mødt af afdelingslederen af centeret for internationale forbindelser og lederen på kontoret, som taler et udmærket engelsk, og derfor skal fungere som oversætter. Han er oprindeligt fra Indien, hvor der er bedre traditioner for engelsk, hvilket bliver ret sigende i forhold til, hvilke traditioner der har været for kommunikation mellem den vestlige verden og vesten i forhold til islamiske studier. Sheikh’en selv, som er leder at det interreligiøse dialogcenter, taler fint engelsk, men han er for tiden i Mekka, så jeg må tale med nogle af hans medarbejdere. Det er også fint, da det blot en nogle indledende præsentationer.

Det er nogle meget venlige og imødekommende mennesker, som oprigtigt gerne vil dialogen. De begynder med en velkomst, som handler en del om at understrege Islams åbenhed og forpligtelse til at hjælpe og støtte andre religiøse samfund som de kristne, og at der er adskillelige kirker i Iran. Det er den officielle holdning til kristendommen, at den skal respekteres, men i tilfældet Iran, hvor kristne bliver ganske massivt forfulgt, kan man selvfølgelig undre sig lidt over, om der helt er sammenhæng mellem den islamiske teologis holdninger til kristendom og så den islamiske stats behandling af de kristne. Det kan jeg selvfølgelig på ingen måde spørge ind til, men intentionen om imødekommenhed er helt sikkert reel. Efter en præsentation af selve universitetets arbejde, får jeg nogle brochurer og 6-7 bøger på engelsk om islamisk teologi. Det er selvfølgelig meget venligt af dem, men jeg vælger dog tilbage på hotellet at skille mig af med nogen og kunne tage 2 med, da jeg jo har endnu 14 dages rygsækrejse, og jeg er ikke vildt interesseret i at slæbe rundt på et halvt bibliotek. De er alle på engelsk, og læses derfor normalt, men jeg skal også se en bog på farsi med fotografier fra forskellige møder, og det føles helt forkert at læse en bog bagfra. Man begynder jo med at vende bogen modsat og så åbne den ”den anden vej”.

Jeg får også mulighed for at præsentere vores arbejde i Danmark – selv om jeg dog skal insistere lidt for at fortælle om det, da de vil til at afslutte mødet. De har tydeligvis lidt svært ved at fange, at det vi laver skulle være særligt interessant. Men snart vækkes interessen, da den danske organisations praktiske tilgang til dialog (”diapraksis”) virker tiltalende for dem. De kan sagtens se pointen, og det virker som om, de meget fint kan se de forskellige konsekvenser og muligheder ved på den ene side en tilgang til dialog som en samtale, hvor man mødes og taler til hinanden, og så det at skulle udleve dialogen i praksis; sammen. Interessant. For en sådan imødekommenhed overfor at gøre noget sammen med kristne, ville man nok forvente, at islamiske teologer fra Iran ville have det lidt svært med.

Efter noget frokost og det obligatoriske ”vi har mødt hinanden fotografi”, så går jeg tilbage mod hotellet. De har arrangeret én, som vil møde mig ved hotellet og så vise mig rundt inde i den store helligdom, Hazrat-e Masumeh, men der kommer aldrig nogen, hvilket egentlig passer mig fint. Så kan jeg bare selv gå derind. Det går fint med at få lov til det. Selve den hellige grav, hvor Fatemeh ligger, holder jeg dog lidt afstand til. Der er proppet med mennesker, som står ved gravrummet og rør med hænderne, mens de beder intensivt. Det minder faktisk meget om hinduisternes tilgang til særligt hellige steder, hvor man skal røre. Den store helligdom er først og fremmest en kæmpe moske, hvor der er tilstødende rum med blandt andet gravrummet. Der er mange tusinde mennesker, og her sidst på dagen kommer der flere og flere folk ind, da der er aftenbøn om en lille times tid, og der bliver ikke plads til alle inde i selve moskeen. Nogle folk er ved at rulle 3x4 meter bedetæpper ud på gulvene, så det kæmpe areal bliver dækket – det er virkelig et stort arbejde at skulle gøre det hver dag, og ude i gården før moskeen bliver der også rullet ladvogne fulde af tæpper ud. Ude på den store åbne plads før, man går ind i selve bygningskomplekset, så jeg en kæmpe bunke tæpper, som sikkert kommer i brug ved større religiøse anledninger. Jeg ved ikke, hvor mange pilgrimme, der er her ved højtiderne, men det er formodentlig mange tusinde.

Folk er tydeligvis meget religiøse. Nogle sidder i hjørnerne med bedekæder og bedesten og synger forskellige bønner, andre sidder to og to med islamisk litteratur og diskuterer islamiske spørgsmål, mens andre igen sidder samlet med familien og spærrer en plads i selve moskeen til, når bønnen går i gang. Der er nogle andre gravsteder, som folk kysser og beder ved, så de må også betyde noget specielt – men dog ikke mere end, at en 4-5-årig knægt springer op på og henover graven, da han skal forbi. Der er et ganske massivt leben på dette sted, og folk kommer langvejs fra med hele familien for at besøge helgengraven. Selve den hellige grav og områderne omkring er fuldstændig tæt belagt med små stykker glas i forskellige vinkler. Alt skinner og blinker, og der er marmor alle vegne på gulve og som store søjler. Og så er der et pænt massivt lydanlæg ala rockkoncert niveau. I den store moske er der begyndt nogle taler og interviews med et par lærde mænd, og mens det stadig vrimler ind med folk på vej til bøn – der er nok alt mellem 5 og 15 tusinde til bøn på hele dette område en eftermiddag som denne – så vandrer jeg den modsatte vej.

Shia-muslimernes kald til bøn fra minareterne er lidt anderledes end sunni-muslimernes, som jeg fx kunne høre i Istanbul. For det første kalder shia’erne kun til bøn 3 gange om dagen mod sunni’ernes 5 gange, selve bønnen er lidt forskellig, da shia’erne blandt andet har en bøn, som anerkender Ali, som Muhammeds efterfølger, og det kan sunni’erne jo netop ikke acceptere, og så er selve temperamentet i kaldet til bøn ret forskelligt. Bønnerne her er ikke så råbende og aggressive som hos sunni’erne og det ofte arabiske ”temperament”. Bønnen her er mere almindeligt syngende, og der holdes taler i almindeligt stemmeleje. I det hele taget er der en ret mærkbar andægtighed, seriøsitet og fordybelse i den religiøse stemning her i Qom, og i shi’ismen som helhed.

Tilbage på hotellet bliver jeg nødt til at efterkomme nogen af invitationerne fra de andre hotelværelser til at kigge forbi til te, og det er da også ret hyggeligt, selv om de kun kan ganske få engelske ord. Og med det mener jeg meget få! Jeg må besøge hel 2 3-mandsværrelser med ældre irakere, som er på pilgrimsrejse her i Qom. De tager en rundtur med Qom, Mashhad (Imam Rezas grav) og så også Imam Khomeinis grav syd for Teheran. Jeg kunne se den fra bussen på vej til Qom. Khomeini, som grundlagde den islamiske stat, Iran, ved revolutionen i 1979, er efter sin død helliggjort med en titel som imam. Det skal ikke forveksles med brug af ordet imam for en almindelig ”præst”, som forretter bøn. I shi’ismen er den største retning koncentreret om vægtlægning på de 12 efterfølgere efter profeten Muhammed – de 12 imamer, så at give Khomeini denne titel er meget specielt. Der er mange shia-muslimer i Irak, og disse skal jo også besøge shi’ismens hellige steder, og de er så for en tid mine naboer. Det er svært at føre en egentlig samtale, men Saddam Hussein var noget skidt; det kan vi da blive enige om. :-)

De fleste, jeg møder – også dem på universitetet – måber når de hører, at jeg rejser rundt alene. Det er man ikke vant til, og når man er så afskåret fra omverdenen, er man jo ikke vant til, at der verden over er mange, som rejser rundt i alverdens lande på egen hånd. De forstår ikke, at det kan lade sig gøre, og når de så også hører, at jeg ikke er gift, så bryder deres verdensbillede helt sammen. I denne del af verden er familien altafgørende, og der er i det store hele ikke enlige i Iran. Deres umiddelbare reaktion er nok mest, at de har ondt af mig, og ved mit første te-selskab, gav de udtryk for, at de ville ønske, at Allah ville sende en kone. Jo tak, hvis han da lige piller det der sorte telt af hende først. :-) Men ellers kører samtalerne meget i de sædvanlige standardspørgsmål om, hvor man kommer fra og om man kan lide Iran. Der er ikke mange informative sætninger i disse samtaler, men samværet i sig selv siger også meget.