Ørken
mellem Teheran og Qom
Kvinder
på vej fra bøn i Hazrat-e Masumeh
Jeg skal til Qom, som er Irans næst helligste by efter
Mashhad. I Mashhad ligger Imam Reza begravet, og det er derfor et særligt
helligsted for shia-muslimer. Den historisk set væsentligste forskel på shia-
og sunni-muslimer er, at sunni’erne efter Muhammeds død udpegede de nye ledere
(kaliffer). Shia’erne mente, at det åndelige lederskab skulle gå i slægtsarv,
så de så Imam Ali som efterfølger og dermed den første af 12 imamer, som er
tildelt helgenstatus. Imam Reza er den 8. imam, han døde i 818, og det er så
hans søster, Fatemeh, som er begravet i denne helligdom her i Qom. Helligdommen
er i sin tid bygger så den tårnede sig op i den bare ørken med en mindre by ved
siden af; i dag er det en millionby, som vokser med hast. Qom er verdens
største center for shia-muslimske studier med Qom Theological Seminary med
90.000 studerende. Det er også hér det
iranske præstestyre holder til med Ayatollah’erne – dvs. Vogternes Råd og de
islamiske jurister, som har vetoret til at afvise al lovgivning i landet – og de
har brugt den flittigt mod især den mere liberale præsident Khatami, som fik
fjernet 35% af sine lovforslag af de islamiske jurister. Så en regering i Iran
har reelt ikke nogen magt; den ligger hos præstestyret i Qom. Bortset fra helligdommen
med Fatemehs grav, så er der ikke meget at se i Qom, men jeg skal møde nogle
folk på et institut for interreligiøs dialog som et første skridt til et muligt
samarbejde med en dansk organisation. Det er spændende om det lykkes, da
kommunikationen op til mødet ikke har været optimal. Sheikh’en selv er på den
årlige pilgrimstur til Mekka, så jeg skal møde nogle af hans medarbejdere, men
de er ikke så gode til at svare tilbage på e-mail, og jeg har haft problemer
med dårlig telefonforbindelse. Først virker min telefon slet ikke – mit nyligt
indkøbte SIM-kort i Teheran er blokeret – hvilket for en stund får de mere
paranoide tanker til at flyve gennem hovedet…, men jeg får det byttet i
forretningen til ét, som virker, men så er forbindelsen så dårlig, at jeg ikke
kan gennemføre samtalen og må sende en lang sms. Senere på dagen ringer
medarbejderen tilbage, og jeg tror på, at det vil lykkes at mødes i morgen, men
jeg mangler stadig tid og sted, så det står på lidt usikker grund.
Turen mod Qom er lige til selvom, jeg er meget afhængig af
hjælp fra venlige lokale, for der er udelukkende arabiske bogstaver og tal på
busserne, så det er ikke nemt at fange den rigtige bus. Det lykkes dog efter
nogen tid, og snart kører vi gennem det knastørre, stenede landskab, som en
overgang er ren ørken. Jeg sidder ved siden af en ældre herre, som ikke er
bange af sig. Han spørger, om jeg kan lide Iran, og hvordan Danmark er – om vi
har en god regering. Til det må jeg selvfølgelig svare ja, og et øjeblik bliver
det helt vanvittigt at tænke på, at danskere forholder sig til, om de kan lide
regeringen ud fra iagttagelser om, hvorvidt det er forkert med gucci-tasker,
eller om man må drikke fadøl. I Iran er spørgsmålet om, hvem der regerer
dødsens alvor! Den ældre herre er meget opmærksom på vinduet, da vi skal til at
køre, da han åbenbart mener, at der render agenter fra en af de forhadte
politienheder rundt ved bussen. Hans holdning til regeringen er ikke til at
tage fejl af.
Ved ankomsten til busholdepladsen udenfor Qom bliver det
straks klart, at dette er noget andet end Teheran. Det er en ultrakonservativ
by, hvor stort set alle kvinder går med chador, hvor hejab’en (hovedtørklædet)
er trukket helt tæt sammen til hovedet og nogle gange også dækker noget af
ansigtet. Det er meget mærkeligt at opleve, at når man går på fortovet, og der
kommer en sortklædt kvinde mod én, så trækker hun hejab’en helt tæt til og
kigger ned og væk, mens hun passerer. Men jeg er jo også ret farlig, så måske
det er klogt nok. :-)
Da jeg stiger ud af bussen, er der en kvinde på bussen, som kan noget engelsk –
det er der ikke andre, der kan – og hun vil forklare mig, hvordan jeg kommer
ind til centrum. Venligt, men det varer ikke mange sekunder før, hun bliver
stoppet af nogle mænd. Kvinder må ikke henvende sig til, tale med eller blot se
på andre mænd. Og da jeg til slut spørger, om hun blot kan udpege retningen mod
bymidten, så tør hun end ikke hæve armen og pege. Det er helt igennem ækelt og
ondskabsfuldt. Så er det sagt!
Som jeg vandrer de 5 kilometer mod bymidten, bliver jeg mødt
af en del forundrede men venlige blikke. En mand kommer ud af sin butik, ser
mig, slår ud med armene og halvt leende siger han noget på farsi, som jeg er
ret sikker på betyder: ”hvad i alverden laver du her?”. Og dér tænker han nok
ikke på i Qom, som dog har besøg af en del fremmede, men der er nok ikke så
mange, som går på gaden de 5 kilometer fra hovedvejen til centrum. Men en gåtur
er nu engang en god måde at se noget andet end bycentrum, og der var bestemt
ikke nogle af taxachaufførerne, som fortjente en taxatur ovenpå deres
tordenteater.
Da jeg når bymidten må jeg lede lidt efter et værelse, som
jeg vil betale, da jeg ikke vil betale for 4 senge, og enkeltværelser er ikke
så udbredt i en ultrakonservativ kultur, hvor familier rejser sammen til den
hellige by. Men det lykkes, og jeg får mig installeret og går en tur rundt om
Hazrat-e Masumeh, som helligdommen med tilhørende moske hedder. Jeg får
muligvis ikke lov til at gå derind, men vil gøre et forsøg i morgen uden taske,
så det er meget ydeligt, at jeg ikke har kamera med. Stemningen er rolig og
koncentreret. Mange går i gaderne i en lettere indelukket verden og fokuserer
på vej til bøn. Beklædningen er konservativ med de mange sorte chador, men også
mange mænd bærer religiøse dragter. Folk er flinke, og en mand kommer spontant
hen til mig og ønsker mig velkommen til Qom. Jeg taler også med et par unge
fyre, som kommer med en kommentar, som rammer plet. Hvorfor er jeg turist i
Iran, når jeg er ung? For ja, man ser stort set kun ældre turister. De kommer i
færdigt arrangerede grupperejser, og fra mange lande kan det være svært om ikke
umuligt at få et visum til Iran, hvis man rejser alene. Og så ligger det jo
ikke rigtig i vestlige folks bevidsthed, at det skulle være muligt og
fornuftigt, at rejse rundt i Iran på egen hånd. Men det kan man altså sagtens!
Største problem er sproget og det arabiske alfabet, men det er nok det sikreste
land, jeg har rejst i – måske på linje med Burma. Og forholdene er generelt
velorganiserede og af fin standard. Som kvinde vil man dog nok blive lidt træt
af den herskende dresscode i 35 graders varme…
Nå, men jeg har fået set mig omkring i den hellige by, og
min kontakt til i morgen har lovet at kontakte mig i løbet af dagen – så må jeg
se, hvad der sker, og om det lykkes med et møde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar