Onsdag den 22. oktober

Vejen mellem Hamadan og Teheran

Jeg har allerede min busbillet, så det er blot om at komme ud til busterminalen, og det er lige til. Det noget lettere at rejse til og fra disse lidt mindre byer. Vejret er fremragende om end temperaturen ikke kommer meget over 20 grader, så uvejret de sidste par dage er heldigvis ikke permanent. Det er en fin bus med 3-dobbelt op på snacks, og så har jeg fået fat i en avis på farsi. Jeg kommer til at sidde nær en dame, som tale flydende engelsk, så det er en oplagt mulighed for en god samtale. Jeg begynder med at kommentere avisforsiden. Der er et stort billede af den afdøde ayatollah, og selv om jeg ikke forstår en brik, kan jeg jo godt regne ud, at det handler om hans død, hvortil kvinder udbryder:” Yes, thank God!”. Så er synspunkterne ligesom sat. Folk med bussen er tydeligvis ikke begejstrede for landets præstestyre. Snart breder der sig en munter stemning i bussen, bl.a. fra en mand, som også kommenterer den afdøde ayatollah med en håndbevægelse først hen over halsen og så op i luften som et: ”pyh, han er væk”. Da de hører min rejserute og hører, at jeg har været i Qom, breder der sig en mindre forargelse. ”No, no, don’t go there. Bad place”. Da jeg så også viser dem mit billede med mig og den religiøse leder fra universitetet, så stiger stemningen – han er da lidt småtosset ham turisten. De kunne i hvert fald aldrig finde på så meget som at sætte deres ben i byen Qom.

Hele scenariet viser meget godt, hvor Iran er henne i dag. Ved revolutionen i 1979 var det islamiske præstestyre folket vilje; de troede, de fik, hvad de drømte om med en islamisk stat. I dag erkender rigtig mange, at det gjorde de ikke, og jeg tvivler stærkt på, at præstestyret kunne vinde opbakning ved et regulært valg, hvilket jo betyder, at Iran i dag er et reelt diktatur, som styres af en mindre elite, som kontrollerer resten af befolkningen med vold, terror og trusler. De fleste iranere tør ikke sige noget om dette af frygt, men taget i betragtning, hvor mange som rent faktisk tør sige deres mening, så er det tankevækkende, at præstestyret stadig kan fastholde magten. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid før, det ændrer sig. Præstestyret har ganske enkelt ikke størstedelen af befolkningen med sig. Selv en del af de mere religiøse muslimer i Iran støtter ikke præstestyret. Styret har udviklet sig til en stat i staten. De lever isoleret i Qom, hvorfra de driver deres islamiske studier og lovgivning. Mange af de menige iranere holder sig så blot væk fra Qom. Problemet er selvfølgelig, at præstestyret har den øverste og reelle magt i landet, og derfor har de også indflydelse på politikken rundt omkring i landet, men de har ikke total kontrol udenfor Qom. Det ses jo også tydeligt i gaderne, hvor kvinderne blæser de islamiske regler for påklædning et langt stykke. Hejab’en bæres dog stadig konsekvent, da det ikke vil blive tolereret helt at tage den af, men den har det med at kravle langt tilbage på hovedet. Og jeg oplever dagligt, hvordan kvinderne leder efter passende undskyldninger for at komme til at tale med mig, selv om de ikke må. Ayatollaherne ved godt, at de ikke har folkets opbakning, og derfor må det også formodes, at den tidligere præsident Ahmadinejad, som var en hardliner, blev afløst af den lidt mere moderate og nuværende præsident Rohani for at tage lidt benzin fra bålet til et oprør. Men når alt kommer til alt, så har præsidenten ingen reel magt i landet. Præstestyret fra Qom har stadig vetoret på alle love i landet, og trods ”demokratiske” præsidentvalgshandlinger, så vælges præsidenten i sidste ende af præstestyret, som afgør hvem, der kan stille op, og desuden er det alment antaget, at valgene med stor sandsynlighed er svindlet, så man kan på ingen måde tale om et reelt demokrati. Det ”demokratiske” lag virker mest som en buffer, som skal give indtryk af demokrati og indflydelse til befolkningen og dermed modstå oprør, for det er uvist, hvor stor indflydelse regeringen reelt har, når det handler om de store beslutninger. Jeg tror, at det er begrænset. Det bliver interessant at se, hvor længe dette præstestyre kan holde på magten. Jeg tror faktisk ikke, at de klarer den 10 år mere, men det er min vurdering. Hvis styret skal overleve, skal der ske en ret massiv modernisering indefra, som kan tage brodden af et egentligt oprør, og det tror jeg simpelthen, at de er for konservative til. De skal i så fald gå på kompromis med nogle af deres centrale islamiske statements, og hvis de gør det, så mister de fuldstændig deres troværdighed, så det sker næppe. Men jeg tror, at de vil blive mere og mere isolerede i Qom – jeg hører én sammenligne det med Vatikanet, som er en stat i staten. Det ser jeg egentlig som en positiv udvikling. Man skal ikke tro, at man kan få ayatollaherne på markant andre tanker, men hvis man kan isolere dem i et slags selvstyre i Qom og så have en anden regeringsform i resten af Iran, så mener jeg, at man har opnået det umiddelbart mest optimale. For der er mange fundamentalistiske og meget troende muslimer i Iran; også udenfor Qom, og det ændrer sig jo ikke fra den ene dag til den anden. Det interessante i et nyt Iran vil derfor selvfølgelig være, hvilken rolle Islam skal spille i en ny magtstruktur, for konservative muslimer vil der stadig være mange af, og selv om de ikke støtter ayatollahernes islamiske tolkninger og deres samfundslovgivning, som i vid udstrækning bærer præg af, at de først og fremmest tænker på sig selv og på at holde deres magt, så vil store dele af befolkningen stadig ønske sig et islamisk samfund. Og det er svært at danne kompromiser her. Hvordan kan man både give kvinder lov til frit at vælge, om de vil gå med tørklæde og samtidig imødekomme islamisten, som ikke kan tåle at se en fremmed kvindes hår; de vil jo ikke kunne færdes i det samme samfund. Skridt for skridt må der findes en vej frem for Iran.

Busturen tager 2 timer mindre end forventet, så det er ren luksus. Efter endnu en af de lidt anstrengende ture i den propfyldte metro, finder jeg et hotel, og hér møder jeg den samme fyr fra Tjekkiet, som jeg boede sammen med i Esfahan, så det er både hyggeligt og praktisk, da vi skal flyve fra Teheran i morgen nat omkring samme tid. Jeg smutter en tur mod bazaren for at finde noget mad. Der er ganske meget liv i gaden på pladserne mellem paladset og bazaren, så det er et fint sted at iagttage den almene teheraners hverdag med indkøb efter arbejde. På pladsen foran hovedindgangen til bazaren er der to store forsamlinger af mennesker med råben og livlig aktivitet. Det er sortbørshandlerne for dollars og guld, som handler, mens kurserne går op og ned. Det er som et aktiemarked, hvor hver handler har en øresnegl med forbindelse til oplysninger om markedsbevægelserne og hvilke dollars, der er til rådlighed. Med en årlig inflation på den iranske rial på 22%, er det attraktivt for folk med penge at få dem handlet over i guld eller dollars, så selv om denne handel er ulovlig, så er der heftig handel. Kurserne er dog så ustabile, at det er en umådelig risikabel affære at spekulere i valutahandel i Iran, og da det presser inflationen, er det selvsagt ikke så velkomment af myndighederne.

På en dag, hvor forureningen i Teheran ikke er særlig slem, så er det rart at være tilbage i hovedstaden. Der er en særlig energi her, og det er tydeligt, at dette er hjertet, som driver Iran frem både i dag og i fremtiden; også politisk.