Alamut

Alamut

mandag den 27. oktober 2014

Torsdag den 23. oktober

Golestan paladset


Golestan paladset, Shams-Al Emarat


Golestan paladset, Etnografisk Museum


Golestan paladset, Etnografisk Museum

Så er jeg nået til sidste dag i Iran for denne gang. Jeg har set en del, men må også sande, at Iran er et ganske stort land med meget forskelligartede områder, så jeg kunne sagtens bruge yderligere en måned til at rejse i, hvis det skulle være. Det skal det ikke, og sent i aften skal jeg til lufthavnen. Det betyder så, at jeg har hele dagen i Teheran, så jeg skal have set lidt mere til bazaren, så jeg kan få brugt resten af mine iranske penge, og så skal jeg have set Golestan paladset, som har nogle ret enestående udstillinger. Først går turen dog mod bazaren. Teherans bazar er ganske stor, og der er en omfattende handel hér. Mange af butikkerne er reelt grosserere, som distribuerer varer til andre butikker i resten af Iran, og eksempelvis skulle der være omkring 4000 tæppehandlere, så det er omfattende! Man siger, at omkring en tredjedel af al handel i Iran går gennem Teherans bazar, så det er hér priserne sættes, og bazaren er ganske magtfuld – også politisk. I det perspektiv er det så ikke helt optimalt, at den samfundsgruppe, som traditionelt sidder på og driver bazaren, er ret religiøst konservative. Jeg jokkede faktisk lidt i spinaten i aftes, da jeg sad på torvet og talte med en mand, som havde en butik på bazaren. Han talte fint engelsk og havde rejst en del, og så forventer man straks, at man taler med en moderne iraner, som ikke støtter præstestyret. Men da samtalen kom til at handle om noget politisk fik jeg sagt noget i retning af, at en moderne udvikling også vil komme til Iran, blot med små skridt, og så blev han helt stille. Som bazar-handler er han bestemt ikke interesseret i modernisering, og det havde jeg ikke lige tænkt på i farten…
Nå, men jeg vader rundt på bazaren og vil egentlig gerne købe nogle ting, men det er ganske svært, da det meste er ganske almindeligt isenkram og tøj i en kvalitet, som jeg ikke er interesseret i. Det meste er importeret fra Kina. Og på et tidspunkt ser jeg i en butik en skjorte, som jeg vil købe, men da han hører, at jeg kun vil købe én, så vinker han hånligt ad mig. Han gider end ikke at tage skjorten ned fra hylden og modtage mine penge, når det blot handler om én. Til trods for, at der er tale om en almindelig lille butik på 3x4 meter med en normal udstilling af tøjet, så er hans handel reelt som grossist.
Jeg skal se Golestan paladset, som tjente som bolig for kongerne fra Qajar-tiden, som var fra omkring år 1800 og frem til og med den sidste shah, som flygtede ved revolutionen i 1979. Så udstillingerne er fra denne periode. Paladset er klemt inde mellem store bygninger i Teherans centrum, så udefra er der kun noget at se fra parken, som paladset kranser sig omkring. Der er flere udstillinger, hvor nogle dog er noget mere interessante end andre. Jeg synes bedst om Spejlsalen, som er bygget i 1870’erne. I dag bruges det til at udstille mange af de gaver, som kongedømmerne udvekslede med andre nationer. Der er store mængder af meget flotte kunstværker i keramik, træ, porcelæn m.m. Der er store overdådigt udsmykkede gaver fra lande som Kina, Indien, Rusland, Frankrig og Tyskland i form af vaser, statuer, møbler, malerier og meget andet. Det er en ret overdådig kunstsamling, som ses her. Der er også en afdeling med gamle håndvåben, en med iranske malerier primært fra 1800-tallet, en med nyere kunst, og så er der et godt etnografisk museum med tøj, dagligdags redskaber, musikinstrumenter og meget andet – alt sammen sat meget fint om med voksdukker i glasmontre.
Der er stadig lang tid til jeg skal i lufthavnen, så jeg beslutter at tage metroen til Tajrish, som ligger for foden af bjergene mellem Teheran og Det Kaspiske Hav og så gå så langt op som muligt før, det bliver mørkt. I Tajrish har jeg mere held med at finde et par brugbare indkøb i bazaren, men gåturen bliver ikke noget særligt. Jeg kommer lidt op, så der er udsigt – men man kigger blot ned i tågen af forurening over Teheran, som har myldretidstrafik her sidst på dagen. Det er de velhavende, som bor her i det nordlige Teheran, og det sætter sit præg på gadebilledet med butikker, som har et lidt andet udvalg, hvad angår kvalitet. Hen mod aften bevæger jeg mig tilbage mod mit hotel i Teherans centrum og får bestilt en taxa, så jeg kan komme til lufthavnen. Taxachaufføren er lidt af et fjols, og han kører som en brækket arm, så jeg må irettesætte ham om, at han skal køre forsvarligt. Jeg har ligesom ikke plads i tidsplanen til trafikuheld. En noget ubehagelig type, og det understreger, at selv om det iranske folk er utrolig venligt, så kan man selvfølgelig godt rende ind i nogle uheldige typer.
Lufthavnen i Teheran er ikke just det mest avancerede, der findes, men det går dog gnidningsfrit med at komme igennem kontrollerne. Det er tydeligt, at som rejsende vesterlænding er jeg ganske uinteressant, hvorimod iranerne, som er ved at forlade landet, bliver tjekket mere grundigt. Snart er jeg i flyet på vej mod Istanbul, kvinderne smider tørklæderne, og jeg lægger landet bag mig, som på den ene side fremstår som et eventyrland, hvor landet forsøges regeret efter utopiske islamiske regler, og på den anden side viser en meget pragmatisk tilgang til tilværelsen under de forhold, som nu engang gælder. Iranerne får landet til at fungere trods et præstestyre, som spænder ben for befolkningen, og som i høj grad hytter deres eget skind i Islams navn. Det store spørgsmål er, hvor længe de får lov til at gøre det. Jeg er overbevist om, at før eller siden bliver ayatollaherne isoleret og mister magten over befolkningen. Det er ikke lige om hjørnet, men jeg tror, det kommer til at ske. ”Insha’Allah”, som de siger i den del af verden. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar