Det centrale Iran
Det centrale Iran
Efter min lange ventetid på bussen fra Esfahan til Shiraz
har jeg nu booket en plads på bussen til Yazd på forhånd, og det er endda en
VIP-bus, hvilket er luksusafgangene. Det betyder store sæder, masser af plads,
tonede ruder for solen og sågar en vandpost med drikkevand ombord. Så det
bliver en nem og behagelig tur til Yazd. Turen går over hele 2 to bjergområder.
Først tilbage over Zagros-bjergene forbi Persepolis, og siden lige før Yazd
skal vi atter op over nogle bjerge før, vi ender nede i ørkenbyen Yazd. Det
med, hvad man kalder ørken er selvfølgelig lidt et spørgsmål om definitioner.
Hvis det skal være rigtig ørken med rene sandklitter, som bugter sig op og ned,
så skal man længere østpå eller nordpå og dermed ned fra bjergene, men størstedelen
af det centrale Iran, som er bjerge og derfor i en vis højde over havet, er
stadig knastørt og stenet med kun enkelte små planter, som på afstand ligner
græstotter. De golde bjerge med de spredte græslignende planter vidner om, at i
regntiden kommer der lidt vand, men at der ellers reelt ikke kan gro noget.
Oppe i højderne i selve Zagros-bjergene er de flade stykker i dalene frugtbare,
og der dyrkes en del landbrug her. På denne årstid kræver det dog stadig ofte
noget kunstvanding, men der dyrkes både hvede, majs, tomater og meget andet.
Lige nu er det høsttid, så markene er fyldte med arbejdere, som plukker og høster
afgrøder og med små og halvgamle landbrugsmaskiner som mejetærskere og
grønthøstere.
Turen til Yazd går gnidningsfrit – dvs. til busholdepladsen,
som er placeret helt ude i den bare ørken. Det er pænt tåbeligt, men det er
formodentlig for at give et marked for taxachauffører. Jeg plejer dog at gå ind
til byerne, hvis jeg har tid, og det er som regel en god anledning til at se
noget andet af byen end det turistede bycentrum. Her i Yazd går jeg bare den
forkerte vej. Der er generelt ikke mange iranere, som kan finde ud af at vise
vej. Det er virkelig mærkeligt, men jeg har ikke noget andet sted oplevet et
folkefærd, som er så hjælpeløst, når de skal forklare en retning. De vægrer sig
simpelthen, så man er nødt til at gå videre til sidst. Det er det samme hver
gang, og det er pænt irriterende, men så må man bare finde vej på egen hånd.
Det går bare ikke så godt her i Yazd :-)
- hvor jeg går på den langstrakte og flade vej i den bare ørken – mod et
erhvervskvarter. På et tidspunkt bliver jeg samlet op af en flink erhvervsmand.
Jeg vil egentlig helst bare spørge om vej, men det får man som regel ikke lov
til. Iranere er umådeligt gæstfrie, og således også denne mand, som kører mig
ind til centrum.
I Yazd får jeg mig snart indlogeret i den gamle by, som er
dér, hvor de mest interessante ting er. Yazd regnes for at være en af de ældste
byer i verden, men de nuværende mudderstenshuse i den gamle by er mestendels
fra Qajar-tiden for godt 200 år siden. Det ældste nuværende hus er fra det 11.
århundrede. Der er ganske mange turister i Yazd lige nu, da det er den bedst
årstid for et besøg, så de store pensionistgrupper sværmer rundt. Om sommeren
er der stegende hedt her på kanten til ørkenen og om vinteren kan der blive en
smule køligt, så alle skal se Yazd nu. Med det meget begrænsede antal turister,
der overhovedet er i Iran, så går det dog nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar