Floden gennem Shiraz
Masjed-e Nasir-al-Molk moskeen
Masjed-e Nasir-al-Molk moskeen
I dag skal jeg så se det meste af, hvad der er at se i
Shiraz, så det bliver endnu en lang spadseredag. Der er som i alle de større
byer i Iran et hav af moskeer og museer og parker, og jeg vil se lidt – på
nogen af dem. Første stop er Aramgah-e Shah-e Cheragh, som er endnu en af de
mange helligdomme, som fylder meget i den shia-muslimske tro, men det må vente
til jeg har været forbi hotellet, da jeg ikke må have min taske med. Museerne
dropper jeg. Det meste er ret uinteressant, og jeg gider ikke betale de for
iranske forhold skyhøje entrébilletter for at se en eller anden have eller et
par statuer. Jeg forsøger at finde moskeen, Masjed-e Nasir-al-Molk, men farer
lidt vild, og så står jeg pludselig ved en anden helligdom med en helgengrav
med det mundrette navn: Santuario de Seyed, Alaeddin Hossein. Aner ikke hvem
det er, men en afdød religiøs helt er det i hvert fald, og de lokale viser
meget stor respekt ved disse helligdomme; mere end ved moskeerne. Eksempelvis
står der ved indgangen til alle disse helligdomme en mand med en
spindelvævskost. Du ved sådan en håndkost i neonfarver, der ligner en
candyfloss. Det var der også ved alle indgangene ved helligdommen i Qom. Jeg
har endnu ikke set nogen blive børstet med dem, men af og til så vifter de lidt
efter folk, som om de lige på symbolsk vis bliver støvet lidt af. Jeg har endnu
ikke fundet den præcise symbolik i det, men mon ikke Ayatollaherne og de andre
vise islamlærde i Qom har fundet et gammelt påbud om, at man skal børste støvet
af før, man går ind sådanne steder, og da dette jo er en islamisk stat, hvor
islamfortolkningerne videreføres til direkte lov, så er der nok en lov, som
påbyder det. Jeg har i hvert fald ikke set nogen undtagelser endnu, men det ser
ærlig talt lidt fjollet ud med sådan en støvkost. Det er lige før
middagsbønnen, så der kaldes til bøn, og jeg får lov at liste mig ind. Ikke-muslimer
må ellers ikke være til stede ved bønnen. Jeg sætter mig diskret i et hjørne
bagerst, hvor også et par små børn tumler rundt. De får en lille pose bolsjer,
så de ikke forstyrrer – og jeg får også en.. :-)
Henimod afslutningen kommer en mand hen og hilser. Han er ingeniør ved
metrobyggeriet i Shiraz, som åbner første linje meget snart. Da han efter lidt
snak finder ud af, at jeg ikke er muslim spærrer han øjnene op. Sådan noget er
man ikke vant til at høre hér, og det var nok ikke meningen, at jeg skulle deltage
ved bønnen, men jeg fik altså lov af dørmanden med støvkosten. På vej ud gør
jeg en ny opdagelse, som jeg må have misset i Qom, for når man går ud fra det
glitrende rum med selve helgengraven, så går man baglæns. Disse helgengrave er
egentlig ret smukke med al deres glitren. Det minder om krystaller, men er blot
uendelige mønstre med små spejlstykker, som er vinklet forskelligt, så de givet
et raffineret genskin af farver.
Efter middagsbønnen går jeg en tur gennem bazaren, som er
ganske stor her i Shiraz. Det er et gammelt karavanestoppested, så der er gamle
karavane ”hoteller”, som vidner om fortidens handelsrute, og så er markedet i
dag blot et almindeligt kaotisk marked, som man ser det verden over. Vest for
markedet ligger det gamle fort Arg-e Karim Khan fra midten af 1700-tallet, hvor
Shiraz var hovedstad i Zand-dynastiet, og et lille stykke mod nord skæres byen
igennem fra øst til vest af Khoshk-floden, som også er fuldstændig udtørret på
denne årstid. Det er faktisk ret sigende for naturen i det centrale Iran, at
jeg på nuværende tidspunkt endnu ikke har set noget vand; overhovedet! Ingen
floder, ingen søer, ingen små gadekær, end ikke en vandpyt har jeg set. Det
eneste vand, der er, er det, som pumpes op fra undergrunden, og som bruges i
den almindelige vandforsyning. Det betyder også, at der i byerne er et ganske
stort arbejde med at vande hvert eneste træ eller plante i bybilledet.
Lige nord for den gamle men nydelig bro over floden ligger
moskeen Imamzadeh-ye Ali Ebn-e Hamze og er gravsted for en nevø til helgenen
Shah Cheragh. Det vil sige endnu en helgengrav med glitrende spejle, om end den
er noget mindre betydningsfuld. Nord for denne moske ligger poeten Hafez’
(1325-1389) grav. Hafez er nok for iranere, hvad H.C. Andersen er for danskere
– om ikke mere, så det er et sted, der er gjort meget ud af med en park,
informationer, Hafez studiegrupper, foreninger, og hvad der nu hører til en
meget central kulturskikkelse.
På vej tilbage mod bymidten går jeg gennem Melli-parken,
hvor jeg bliver inviteret til den klassiske iranske hygge i parken hos en yngre
iransk familie. De sidder simpelthen med hele familien på et tæppe i timevis,
når de har fri. Der er meget stærke familietraditioner i Iran. Den yngre mand
stiller mig de sædvanlige spørgsmål, og efter nogen tid bliver jeg også
inviteret hjem hos familien. Det er slet ikke unormalt i Iran – det er
tværtimod næsten umuligt at rejse rundt uden at blive inviteret hjem. I hvert
fald, når man ikke rejser i en gruppe. Det passer mig dog ikke særlig godt her
sidst på dagen, så jeg takker nej, så pænt jeg kan, og det bliver han nok lidt
skuffet over. Inden jeg går, skal han lige tage det sædvanlige billede af mig,
og jeg skal tage et billede af ham. Jeg vil så til at fotografere tæppet med de
to kvinder (den ene hans brors kone) og de 3 små børn, men det går ikke.
Kvinderne må ikke være med på billedet, så jeg må fotografere ham alene med
børnene. Det er en mærkelig kultur af gemme kvinder væk på denne måde. Det er
så indprentet i deres mentalitet, at de skammer så over at blive set, og det
vil være for flovt for dem at blive fotograferet – selvom jeg netop har siddet
i en time og halvvejs (dvs. gennem ham) talt med dem.
Næste stop er moskeen Masjed-e Nasir-al-Molk, som først og
fremmest er populær for sine skønne farver, og jo, den er kønnere end
gennemsnittet, men ellers er det såmænd en moske, som alle andre med en plads i
midten og nogle store buer, som er kunstfærdigt udsmykket med mønstre. Men
ingen billeder, da det som bekendt er forbudt i Islam. Det gør det faktisk ret
uinteressant at se på i længden; det må jeg indrømme.
Sidste besøg i dag er Aramgah-e Shah-e Cheragh, som er
helgenen Kong Cheragh’s grav. Det er endnu en af disse spejlbeklædte
helligdomme, hvor ikke-muslimer ikke har adgang til selv spejlrummet og kisten,
men selve moskeen kan man godt se, det mestendels er den store åbne plads i
midten. Man må ikke have sin taske og kamera med ind, og der er sågar
kropvisitering. Det mest bemærkelsesværdigeved Aramgah-e Shah-e Cheragh er for
mig, at der er en god del nydeligt træarbejde. Taget og de store søjler er af
træ, hvilket man ellers ikke ser meget af i et land, hvor man bygger af sten og
mørtel og ved nyere byggerier med beton, for det er de materialer, som er nemme
at skaffe. Det er tydeligt, at træ er en mangelvare i ørkenlandet.
Denne aften får jeg købt en ganske fin hamburgersandwich, og
den koster de samme, som en kop te på det hotel, hvor jeg bor. Det siger noget
om, at iranerne som så mange andre steder i verden forsøger at føre specielle
priser for turister. Det kan man ikke fortænke dem i, men det kan hurtigt tage
overhånd. Hvis man vil se alle seværdighederne her i det centrale Shiraz, så
vil det koste omkring 500 kroner i entr. Det er rigtig mange penge i Iran! Jeg
må bare se at komme lidt væk fra turistområderne – det bliver bare ikke i
morgen, for da skal jeg se Persepolis, som godt nok er en stor og flittigt
besøgt turistattraktion, men samtidig er det mit ”no 1 must see” her i Iran, så
det skal ses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar