Masjed-e Jameh moskeen i den gamle by i Yazd
Et maleri af arbejdere i de iranske Qanat’er, vandtunneller
Den gamle by i Yazd
I dag skal jeg så se, hvad der er at se i Yazd, og det er
egentlig ikke så meget. Den største attraktion er selve den gamle by med de små
snørklede gader, som man kan vandre lidt rundt i indtil man er faret vild. Der
er dog et vandmuseum i byen, som er ret interessant. Vandforsyning i en ørken
er en særlig videnskab, som har været dyrket i mange, mange hundrede år. I dag
er der nogle steder i især de større byer moderne vandboringer til
vandforsyning, men mange steder er man stadig afhængig af det gamle vandsystem
med vandtunneler: qanat’er. Det er som en minedrift, hvor man graver
kilometerlange tunneller fra kilderne nær bjergene og så fører vandet ud gennem
ørkenen til landsbyer, hvor man så har en skakt/brønd ned til kanalen, hvor man
kan tage vand op. Der er også anordninger, hvor man kan sænke eksempels vis
madvarer ned i dybet til afkøling, og der er underjordiske bassiner, hvor man
kan køle lidt af midt på dagen, hvor det om sommeren kan være næsten ulideligt
at være over jorden. Ved disse qanat’ers endestationer er der typisk nogle
landsbyer, som driver landbrug, hvor vandet minutiøst fordeles mellem de
forskellige marker. Der er også et eksempel på en (underjordisk) anordning,
hvor en del af vandet nøje skilles fra til en landsby, som man passerer.
Anordningen deler vandet i 6 lige store dele og afmåler dermed, at præcis
2/6-dele af vandet afledes til denne landsby. Den formodentlig længste qanat i
verden, Zarch Qanat, løber under moskeen nær mit hotel, og den er 90 kilometer
lang! Det må have været et virkelig hårdt og meget farligt arbejde at grave og
siden vedligeholde disse tunneller. Og mange bruges stadig i dag, så der må
være folk, som stadig kravler rundt i vandet i de snævre underjordiske kanaler.
Jeg forstår ikke, at disse tunneller ikke bryder sammen, da vandet jo må gnave
af siderne, men systemet er mindst 2000 år gammelt, og det virker jo. Jævnligt
er der så skakte fra kanalen op til overfladen, som man kan bruge, når man skal
ned og vedligeholde kanalerne. Jeg har set det et par steder, hvor man så kan
se nogle dynger jord midt i den pandekageflade ørken. Disse dynger indikerer,
at qanat’en løber nedenunder. Der er op mod 50.000 qanat’er i Iran, så det er
en væsentlig del af vandforsyningen.
I Yazd er der også en gruppe af Irans religiøse mindretal:
zoroastrianismen. Det er den oprindelige religion fra før Islams indtrængen og
var også religionen i tiden omkring for Persepolis for 2500 år siden.
Hovedelementet er ilden, som forbindes med gud, og i Yazd er der et ildtempel,
hvor en ”evig” flamme siges at have brændt siden år 470 – dog på forskellige
steder, og placeringen i det nuværende ildtempel var således først i 1940. Jeg
må nøjes med at se det udefra, da der er weekendlukket – men ild er vel også
bare ild :-)
Resten af dagen går med at vandre lidt rundt i de snørklede
gader. I morgen vil jeg forsøge at komme ud til en mindre by i ørkenen. Indtil
nu har jeg besøgt nogle af de væsentligste af de store byer, hvor der er
historiske seværdigheder, som jeg gerne vil se, men det er altid lidt særligt
anstrengende at rejse til og fra de store byer på grund af trafikken og
afstandene. Men den lille ørkenlandsby, Garmeh, skulle efter sigende være
næsten forladt og kun bebos af et par hundrede mennesker, så det er lige til at
overskue, og da jeg selvfølgelig gerne vil se noget andet end de store byer i
Iran, så bliver det målet i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar