Søndag den 19. oktober

Alborz-bjergene med Alamut Valley

Alamut slotsruinerne på toppen af klippen

Bistader

Jeg lander i Teheran omkring klokken 6:30 og skal så gennem Teheran, da jeg skal fra den sydlige busterminal til den vestlige busterminal. Det er egentlig nemt nok, da Teherans metrosystem er rigtig godt, og jeg skal blot helt ind i Teherans centrum og så skifte til en metro, så går mod vest. Turen koster 2 kroner, og varer næsten en time. Det er morgenmyldretid, og metroen er proppet til bristepunktet, så det er en noget stressende tur, og jeg tænker på alle dem, som skal på arbejde og skal igennem dette hver morgen. Det ville jeg have svært ved at holde ud… På busterminalen vandrer jeg direkte ud til en bus, som straks kører til Qasvin, så efter 3 timers bustur er jeg i Qasvin. Dér vandrer jeg 3-4 kilometer gennem byen til en kæmpe rundkørsel, hvorfra taxaerne til Ghazor Khan i Alamut Valley i Alborz-bjergene kører. Jeg finder en taxa, og efter en taxatur på 110 km op gennem bjergene lander jeg endelig i Ghazor Khan efter godt 18 timer på farten.

Den lange rejse betyder så netop også, at jeg har kunnet lave et totalt sceneskift. Fra den varme, tørre ørken i Garmeh er jeg nu i bjergene i 2100 meters højde med de smukkeste bjerge med sne på toppen og træer i alskens røde og gule efterårsfarver. Efter at have vandret rundt nogen tid for at finde det sted, hvor jeg vil overnatte – der er nemlig ikke nogen hjemme på hotellet… – så ankommer en bil med en lokal fra Qasvin, som har besøg af 3 polske couch surfere. Han har arrangeret picnic, en tur til Alamut Castle og så en billig overnatning for de unge rejsende, og jeg får mulighed for at hoppe med på det værelse, så det er helt perfekt. Der er dog en masse ballade i landsbyen før, vi får vores værelse. Den lokale unge mand har arrangeret en overnatning direkte med en mand i byen, men de andre ”hoteller” vil ikke tillade det, da de åbenbart har delt det op mellem sig, så de hver får turisterne en uge ad gangen. Det vil vi selvfølgelig ikke acceptere, da der er lavet en aftale på forhånd, men det får de to hotelejere, som ligger side om side til at indlede et voldsomt skænderi. Og de bliver ved, så man kan høre det i hele byen. Mens de skændes får vi arrangeret et tredje sted til samme pris på en gammel skole, hvor klasseværelserne er lavet til små suiter med køkken og bad og 4 senge, så det er storartet. De to ældre herrer skændes stadig om retten til turisterne. De råber de værste ukvemsord efter hinanden, hvilket går hen og bliver komisk, da vi får noget af det oversat. I den mellemøstlige kultur er det som bekendt meget normalt, at hvis man virkelig skal fornærme modparten, så siger man noget meget grimt om den andens mor, og det gør de så begge. Afsindig morsomt, da de er brødre…!! :-) :-) Timer efter kan vi stadig høre dem skændes.

Den unge mand har sin onkel med som chauffør, og de har hele udstyret med grill og kyllingegrillspyd med, så med udsigten til bjergene og den store klippe, hvorpå ruinerne af det gamle slot ligger, er der iransk barbecue. De to gæstfrie herrer giver mig også endelig anledning til at komme af med de sidste 2 poser Anthon Berg chokolade, som jeg har med fra Danmark. Der har ikke rigtig været nogen oplagt lejlighed til at give dem væk, så jeg har slæbt på dem lidt for længe, men nu har de endelig fået en berettiget modtager. Planen var egentlig at bestige klippen og se ruinerne i dag med værterne fra Qasvin, men det bliver vi enige om at gøre alene i morgen tidlig, da det allerede er ret dunkelt. I Iran bliver der for tiden mørkt omkring kl. 17:30, og i bjergene forsvinder solen bag bjergene allerede kl 16:00, så der er allerede lidt aftenstemning, så det bliver i morgen tidlig. I stedet tager vi en gåtur ned ad vejen gennem landsbyen. Der er spredt en del bistader rundt på klipperne til at udvinde honning, men ellers er der ikke noget særligt at se, men bjergene og de mange efterårsfarver er også alt rigeligt. Og snart begynder det at regne, så vi må tilbage til vores lille lejlighed. Aften og nat regner det til tider voldsomt, og der er også en smule torden, så man må sige, at jeg nu har forladt ørkenen!