Alamut

Alamut

mandag den 27. oktober 2014

Mandag den 6. oktober

På vej ned mod Teheran

Så er dagen kommet, hvor jeg drager mod Teheran. Efter 4 dage i Istanbul med tusindvis af turister som en gigantisk myretue omkring Hagia Sofia, Den Blå Moske, Topkapi-paladset og alle de mange andre seværdigheder i Istanbul, og efter nogle dage med en masse larm ved det hostel, hvor jeg har boet, så skal jeg nu indstille mig på noget helt andet! Jeg tager med en meget tidlig shuttle til lufthavnen, da den næste mulige vil ramme morgenmyldretiden, så jeg må tidligt op kl. 05:00. Det går derfor også glat til lufthavnen, hvor jeg så har mere end 4 timer til afgang.  Flyet er en mindre model, som snart fyldes med primært iranere – jeg kan i hvert fald ikke se nogen vesterlændinge. Snart forsvinder skylaget over det grålige Istanbul, og vi flyver gennem Tyrkiet lige nord om verdens for tiden mest omtalte krigszone og ind i et Iran, som bliver mere og mere lysebrunt at se på, som vi kommer ind i landet. Iran har overstået en sommer, som sædvanligvis har temperaturer over 40 grader og er på vej mod vinter med meget køligere vejr med tilhørende regn, så jorden er lige nu knastør – det er halvt ørken.
I flyet ser jeg første klare tegn på, hvor jeg er på vej hen: Den Islamiske Stat, Iran. Jeg taler med flere yngre mennesker, som i deres tænkning er fuldt europæiske, og jeg ser ikke mange tørklæder i flyet. Én går med bandage og plaster på næsen, da hun har fået lavet en plastikkirurgisk næseoperation – hvilket er ekstremt populært i Iran. Det siges, at der laves 90.000 ”nose jobs” om året! Det er så trendy at få næsen til at ligne en skihopbakke fra Oslo, at man har hørt om unge, som tager plasterbandage på for at få det til at se ud som om, de har fået det lavet… Da vi lægger an til landing kommer tørklæderne frem. Ikke at det generer mig, at kvinder går med tørklæde, men hér er det meget tydeligt, at det ikke er noget de ønsker. De gik jo ikke med det 10 minutter før, og de er blot nu ved at forberede sig på en ny verden, hvor der er strenge regler om kvinders påklædning udenfor hjemmet. Sådan er vilkårene for de mange iranere, som ikke frivilligt lever tildækket, men må føje det konservative præstestyre og deres moralpoliti, som til tider arresterer folk, som bryder reglerne.
Men ellers er lufthavnen i Teheran noget af det nemmeste, jeg har prøvet – lige bortset fra transporten fra lufthavnen, som kun kan foregå i bil, dvs. i taxa, hvilket er lidt dyrt, når jeg ikke har nogen at dele med. Der går dog ikke længe før en ældre mand ser mig og tilbyder, at jeg kan køre med ham og hans kone og (engelsktalende) datter til en metrostation i byen. Et første møde med det iranske folks helt specielle gæstfrihed. Man bliver næsten forlegen, da de vil have, at jeg kontakter dem senere, hvis jeg vil rundt og se noget, så de kan køre mig, og det er jeg ikke sikker på kommer til at passe ind i mine planer. Desuden er det svært at fornemme, hvad de mener med det; om de reelt ønsker at køre mig rundt, eller om det blot et ”høflighedsritual” kaldet ta’arof. Det går ud på, at man bliver tilbudt noget – som giveren måske end ikke kan tilbyde – og så skal man afslå nogle gange og i sidste ende betale, hvis man er blevet tilbudt noget gratis eller ende med at afslå. Denne situation virker bare lidt anderledes. Familien er tydeligvis vestligt orienteret. De har netop været i Ankara og langt om længe fået en opholdstilladelse til datteren, så hun kan fortsætte sine studier i USA. Dette er mange middelklasse- og overklasseiraneres drøm for fremtiden – at forlade landet. Efter Khatamis præsidentskab, som var en smule liberalt og pegede mod nye tider, så kom Ahmadinejad til i 2005 og siden mislykkedes det arabiske forår i Iran i 2009, og det har ført til håbløshed og manglende tro på fremtiden for de mange moderne iranere, som blot venter på bedre tider. Selvom den nuværende præsident Rohani er mere liberal, så er reelle forandringer ikke lige om hjørnet. Desværre.
Datteren i den venlige familie følger mig ind til billetkontoret og hjælper med billetsystemet til metroen – det er vist ikke helt efter reglerne, at hun er alene med en mand, som ikke er fra den nære familie, men det er hun tydeligvis ret ligeglad med. Hun er helt klar til en tilværelse i staterne over there uden de strenge iranske regler. Hun betaler min billet – det er ikke ta’arof, for jeg kan simpelthen ikke nå at få lov til at betale den selv, og så må jeg sige farvel med visheden om, at jeg nok næppe får mulighed for at vise dem samme gæstfrihed, som de har vist mig.
Metrosystemet er forholdsvis nemt, og jeg træder ind i næste tog. Toget kører, men der går 15-20 sekunder før jeg rigtig kigger op – og opdager katastrofen, da der er helt proppet med sortklædte kvinder (i chador, som er en sort heldragt med tørklæde). FUUUUCK!! Jeg er trådt ind i kvindevognen! Jeg ved godt, at forreste og bageste vogn er til kvinder, så jeg tog anden vogn, men det er åbenbart 1½ vogn, som er til kvinder, hvor der så er en glasvæg ind til mændene, som kigger ind på mig med store øjne. Jeg skynder mig selvfølgelig at skifte ved næste stoppested og finder også efterhånden ud af, at der af og til står et par mænd ved den sidste dør før skillevæggen, så forbrydelsen har ikke været fornærmende; men nok ikke helt god, hvis moralpolitiet var kommet forbi J At en enkelt mand træder ind nær skillevæggen er en klassisk måde for teheranerne at udfordre grænserne og dermed vise deres utilfredshed med de strenge regler. Man ser det også tydeligt på kvindernes påklædning – i byerne altså. Et slør skal dække, så man ikke kan se håret, men sløret har en tendens til på kvinderne at ”arbejde sig” tilbage på hovedet som en stille protest. De mest frisindede udnytter, at man med langt hår kan sætte håret op i en knold bagerst på hovedet, og så kan tørklædet lige hænge fra knolden og ned over skuldrene, så der er mulighed for noget frisure og hårmode. Ligeledes med læbestift og make up, som er forbudt. Jeg tror aldrig jeg har set så massivt et forbrug af læbestift. Det er egentlig ikke kønt med så overmalede læber, men protesten bliver blot desto mere højrøstet. Også med tøjet, som skal være uden farver og ikke må vise kroppens former, dvs. helst som den sorte chador. Kreativiteten for at skubbe til grænserne er stor, og mange kvinder går med eksempelvis en lang sort coat med bælte ved livet og bukser under, eller andet tøj med lidt farver. Mange kvinder i Teheran risikerer hver dag at blive arresteret, men viser stille deres utilfredshed. Reglerne bliver generelt ikke håndhævet i Teheran – medmindre man helt dropper tørklædet – men engang imellem bliver der lavet razzia og strammet op af moralpolitiet, og så skal man passe mere på for en tid. Men sikkert er det, at tørklædet dag for dag atter vil kravle længere og længere tilbage på hovedet. Det er en lidt underholdende magtkamp, og det er sjovt at gå i gaderne og iagttage, hvor den enkelte kvinde har skubbet sin grænse til.
Jeg finder nemt hen til det hotel, jeg har udtænkt mig. Det er et godt sted, og der er plads, så jeg er landet godt. Jeg skal dog lige vænne mig til et par udfordringer: trafikken og pengesystemet. Trafikken i Teheran er helt absurd kaotisk og voldsom. Biler og de små motorcykler holder ikke tilbage for noget, hverken fodgængere eller trafiklys, så det er ganske svært at krydse en trafikeret gade. Først trick er, at holde sig ”i skyggen” af en lokal på vej over, og efterhånden som man lærer det, så handler det egentlig blot om, at tage en kolonne biler ad gangen. Man finder et hul går frem og timer så man ikke rammer en bil i næste række og sådan bliver det ved. Men det er lidt nervepirrende at gå så tæt på tværs gennem tæt og aggressiv trafik. Pengesystemet er knap så farligt men mere kompliceret. Irans økonomi er håbløst dårlig bl.a. på grund af det internationale samfunds sanktioner mod landet. Ingen betalingskort kan bruges, så jeg har alt med mig hjemmefra i euro. Jeg får så vekslet en smule i lufthavnen, men kun til det mest nødvendige, da kursen dér er meget dårlig. Jeg veksler 750 kroner – og får 3-4 millioner iranske rial tilbage. Dertil kommer så, at man i daglig tale handler med toman, som er 10 rial, så man skal altså fjerne et nul. Så et af mine første køb – en pakke kiks – koster 1200, hvilket betales med 12.000 rial, og er ca. 3 kroner. Det er ikke nemt at holde styr på alle de nuller – mit hotelværelse for 2 nætter i Teheran koster 1 million; og det er der en seddel, som hedder! Man har tit talt om at lave nye sedler, hvor man fjerner nogle nuller, men grundproblemet, som er inflationen på omkring 22%, bliver jo ved, så længe økonomien er i kaos.
Iran forlod sommertid den 23. september, og i Danmark – og Tyrkiet – er det som bekendt først den 26. oktober, så lige for tiden er der ikke 1½ times forskel på Istanbul og Iran, men kun en ½ time. Det er lidt mærkeligt at flyve 3½ time mod øst og så kun sætte tiden en ½ time frem, men det betyder så, at det bliver mørkt i Teheran allrede omkring kl 18:00, så dagen slutter tidligt, og jeg har en hel aften til at slappe af på hotellet. Det er der også brug for efter 4 nætter på en sovesal med 30 senge…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar