På vej ned mod Teheran
Så er dagen kommet, hvor jeg drager mod Teheran. Efter 4
dage i Istanbul med tusindvis af turister som en gigantisk myretue omkring
Hagia Sofia, Den Blå Moske, Topkapi-paladset og alle de mange andre
seværdigheder i Istanbul, og efter nogle dage med en masse larm ved det hostel,
hvor jeg har boet, så skal jeg nu indstille mig på noget helt andet! Jeg tager
med en meget tidlig shuttle til lufthavnen, da den næste mulige vil ramme
morgenmyldretiden, så jeg må tidligt op kl. 05:00. Det går derfor også glat til
lufthavnen, hvor jeg så har mere end 4 timer til afgang. Flyet er en mindre model, som snart fyldes
med primært iranere – jeg kan i hvert fald ikke se nogen vesterlændinge. Snart
forsvinder skylaget over det grålige Istanbul, og vi flyver gennem Tyrkiet lige
nord om verdens for tiden mest omtalte krigszone og ind i et Iran, som bliver
mere og mere lysebrunt at se på, som vi kommer ind i landet. Iran har overstået
en sommer, som sædvanligvis har temperaturer over 40 grader og er på vej mod
vinter med meget køligere vejr med tilhørende regn, så jorden er lige nu
knastør – det er halvt ørken.
I flyet ser jeg første klare tegn på, hvor jeg er på vej
hen: Den Islamiske Stat, Iran. Jeg taler med flere yngre mennesker, som i deres
tænkning er fuldt europæiske, og jeg ser ikke mange tørklæder i flyet. Én går
med bandage og plaster på næsen, da hun har fået lavet en plastikkirurgisk
næseoperation – hvilket er ekstremt populært i Iran. Det siges, at der laves
90.000 ”nose jobs” om året! Det er så trendy at få næsen til at ligne en
skihopbakke fra Oslo, at man har hørt om unge, som tager plasterbandage på for
at få det til at se ud som om, de har fået det lavet… Da vi lægger an til
landing kommer tørklæderne frem. Ikke at det generer mig, at kvinder går med
tørklæde, men hér er det meget tydeligt, at det ikke er noget de ønsker. De gik
jo ikke med det 10 minutter før, og de er blot nu ved at forberede sig på en ny
verden, hvor der er strenge regler om kvinders påklædning udenfor hjemmet.
Sådan er vilkårene for de mange iranere, som ikke frivilligt lever tildækket,
men må føje det konservative præstestyre og deres moralpoliti, som til tider arresterer
folk, som bryder reglerne.
Men ellers er lufthavnen i Teheran noget af det nemmeste,
jeg har prøvet – lige bortset fra transporten fra lufthavnen, som kun kan
foregå i bil, dvs. i taxa, hvilket er lidt dyrt, når jeg ikke har nogen at dele
med. Der går dog ikke længe før en ældre mand ser mig og tilbyder, at jeg kan
køre med ham og hans kone og (engelsktalende) datter til en metrostation i
byen. Et første møde med det iranske folks helt specielle gæstfrihed. Man
bliver næsten forlegen, da de vil have, at jeg kontakter dem senere, hvis jeg vil
rundt og se noget, så de kan køre mig, og det er jeg ikke sikker på kommer til
at passe ind i mine planer. Desuden er det svært at fornemme, hvad de mener med
det; om de reelt ønsker at køre mig rundt, eller om det blot et
”høflighedsritual” kaldet ta’arof. Det går ud på, at man bliver tilbudt noget –
som giveren måske end ikke kan tilbyde – og så skal man afslå nogle gange og i
sidste ende betale, hvis man er blevet tilbudt noget gratis eller ende med at
afslå. Denne situation virker bare lidt anderledes. Familien er tydeligvis
vestligt orienteret. De har netop været i Ankara og langt om længe fået en
opholdstilladelse til datteren, så hun kan fortsætte sine studier i USA. Dette
er mange middelklasse- og overklasseiraneres drøm for fremtiden – at forlade
landet. Efter Khatamis præsidentskab, som var en smule liberalt og pegede mod
nye tider, så kom Ahmadinejad til i 2005 og siden mislykkedes det arabiske
forår i Iran i 2009, og det har ført til håbløshed og manglende tro på
fremtiden for de mange moderne iranere, som blot venter på bedre tider. Selvom
den nuværende præsident Rohani er mere liberal, så er reelle forandringer ikke
lige om hjørnet. Desværre.
Datteren i den venlige familie følger mig ind til
billetkontoret og hjælper med billetsystemet til metroen – det er vist ikke
helt efter reglerne, at hun er alene med en mand, som ikke er fra den nære
familie, men det er hun tydeligvis ret ligeglad med. Hun er helt klar til en
tilværelse i staterne over there uden de strenge iranske regler. Hun betaler
min billet – det er ikke ta’arof, for jeg kan simpelthen ikke nå at få lov til
at betale den selv, og så må jeg sige farvel med visheden om, at jeg nok næppe
får mulighed for at vise dem samme gæstfrihed, som de har vist mig.
Metrosystemet er forholdsvis nemt, og jeg træder ind i næste
tog. Toget kører, men der går 15-20 sekunder før jeg rigtig kigger op – og opdager
katastrofen, da der er helt proppet med sortklædte kvinder (i chador, som er en
sort heldragt med tørklæde). FUUUUCK!! Jeg er trådt ind i kvindevognen! Jeg ved
godt, at forreste og bageste vogn er til kvinder, så jeg tog anden vogn, men
det er åbenbart 1½ vogn, som er til kvinder, hvor der så er en glasvæg ind til
mændene, som kigger ind på mig med store øjne. Jeg skynder mig selvfølgelig at
skifte ved næste stoppested og finder også efterhånden ud af, at der af og til
står et par mænd ved den sidste dør før skillevæggen, så forbrydelsen har ikke
været fornærmende; men nok ikke helt god, hvis moralpolitiet var kommet forbi J At en enkelt mand
træder ind nær skillevæggen er en klassisk måde for teheranerne at udfordre
grænserne og dermed vise deres utilfredshed med de strenge regler. Man ser det
også tydeligt på kvindernes påklædning – i byerne altså. Et slør skal dække, så
man ikke kan se håret, men sløret har en tendens til på kvinderne at ”arbejde
sig” tilbage på hovedet som en stille protest. De mest frisindede udnytter, at
man med langt hår kan sætte håret op i en knold bagerst på hovedet, og så kan
tørklædet lige hænge fra knolden og ned over skuldrene, så der er mulighed for
noget frisure og hårmode. Ligeledes med læbestift og make up, som er forbudt.
Jeg tror aldrig jeg har set så massivt et forbrug af læbestift. Det er egentlig
ikke kønt med så overmalede læber, men protesten bliver blot desto mere
højrøstet. Også med tøjet, som skal være uden farver og ikke må vise kroppens
former, dvs. helst som den sorte chador. Kreativiteten for at skubbe til
grænserne er stor, og mange kvinder går med eksempelvis en lang sort coat med
bælte ved livet og bukser under, eller andet tøj med lidt farver. Mange kvinder
i Teheran risikerer hver dag at blive arresteret, men viser stille deres
utilfredshed. Reglerne bliver generelt ikke håndhævet i Teheran – medmindre man
helt dropper tørklædet – men engang imellem bliver der lavet razzia og strammet
op af moralpolitiet, og så skal man passe mere på for en tid. Men sikkert er
det, at tørklædet dag for dag atter vil kravle længere og længere tilbage på
hovedet. Det er en lidt underholdende magtkamp, og det er sjovt at gå i gaderne
og iagttage, hvor den enkelte kvinde har skubbet sin grænse til.
Jeg finder nemt hen til det hotel, jeg har udtænkt mig. Det
er et godt sted, og der er plads, så jeg er landet godt. Jeg skal dog lige vænne
mig til et par udfordringer: trafikken og pengesystemet. Trafikken i Teheran er
helt absurd kaotisk og voldsom. Biler og de små motorcykler holder ikke tilbage
for noget, hverken fodgængere eller trafiklys, så det er ganske svært at krydse
en trafikeret gade. Først trick er, at holde sig ”i skyggen” af en lokal på vej
over, og efterhånden som man lærer det, så handler det egentlig blot om, at
tage en kolonne biler ad gangen. Man finder et hul går frem og timer så man
ikke rammer en bil i næste række og sådan bliver det ved. Men det er lidt nervepirrende
at gå så tæt på tværs gennem tæt og aggressiv trafik. Pengesystemet er knap så
farligt men mere kompliceret. Irans økonomi er håbløst dårlig bl.a. på grund af
det internationale samfunds sanktioner mod landet. Ingen betalingskort kan
bruges, så jeg har alt med mig hjemmefra i euro. Jeg får så vekslet en smule i
lufthavnen, men kun til det mest nødvendige, da kursen dér er meget dårlig. Jeg
veksler 750 kroner – og får 3-4 millioner iranske rial tilbage. Dertil kommer
så, at man i daglig tale handler med toman, som er 10 rial, så man skal altså
fjerne et nul. Så et af mine første køb – en pakke kiks – koster 1200, hvilket
betales med 12.000 rial, og er ca. 3 kroner. Det er ikke nemt at holde styr på
alle de nuller – mit hotelværelse for 2 nætter i Teheran koster 1 million; og det
er der en seddel, som hedder! Man har tit talt om at lave nye sedler, hvor man
fjerner nogle nuller, men grundproblemet, som er inflationen på omkring 22%,
bliver jo ved, så længe økonomien er i kaos.
Iran forlod sommertid den 23. september, og i Danmark – og
Tyrkiet – er det som bekendt først den 26. oktober, så lige for tiden er der
ikke 1½ times forskel på Istanbul og Iran, men kun en ½ time. Det er lidt
mærkeligt at flyve 3½ time mod øst og så kun sætte tiden en ½ time frem, men
det betyder så, at det bliver mørkt i Teheran allrede omkring kl 18:00, så
dagen slutter tidligt, og jeg har en hel aften til at slappe af på hotellet.
Det er der også brug for efter 4 nætter på en sovesal med 30 senge…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar