Tirsdag den 7. oktober

Propaganda tegning på muren til den tidligere amerikanske ambassade

Den armenske kirke, Sarkis katedralen

Parkerne er de lokales tilflugtssteder

Planen i dag er at se så meget af Teheran, jeg kan nå, og så gemme resten til de sidste dage før hjemrejse, hvor jeg jo skal tilbage gennem Teheran. De mest interessante museer, parker og kulturelle bygninger er forholdsvis centralt placeret, så det er bare at få begyndt en lang gåtur. Første stop er et område, hvor der veksles penge til den reelle markedsværdi modsat den i lufthavnen, og den forskel er større end jeg havde troet. Den officielle kurs til Euro, som er den, man også vil finde i en valutaomregner på nettet er cirka 33.000 rial, hvilket også var hvad jeg fik i lufthavnen. Her på det ”sorte marked”, som dog altså er lovligt, får man 41.000 rial for en Euro. Det er jo en mærkbar forskel, som så også gør alting en smule billigere, end jeg først havde set det. Jeg køber 8 millioner rial…

Der skal planlægges lidt i forhold til weekend og lukketider, og jeg skal lige vænne mig til, at weekenden begynder med, at der lukkes torsdag middag – og så er der åbent lørdag og søndag. Først stop følger dog den normale ”lukkelov” med lukket om søndagen, da det er det kristne samfunds centrum i Iran: den armenske kirke. Det er et rart sted, og det er selvfølgelig specielt med dette mindretal, som lever med de udfordringer, det giver at skulle fungere i en islamisk stat. På vej mod kirken får jeg også lige set en lille demonstration på 100 mand, som demonstrerer foran den tyske ambassade – hvad skal man ellers gøre, når man nu ikke vil have en amerikansk i landet J Og der flyder med A4-sider med slogans som: ”Obama, skam over dig og dine allierede” og ”Erdogan stop med at støtte terrorister”. Krigen mod ISIS fylder meget i de iranske medier, som selvfølgelig har deres egen sofistikerede version af, hvem der er de gode og de onde. Den korte version: Iran er de gode, og alle andre er de onde.

Næste stop er dér, hvor den tidligere amerikanske ambassade lå. Den blev som bekendt stormet af konservative studenter under revolutionen i 1979, og 52 amerikanere blev holdt som gidsler i 444 dage. I dag er der ingen amerikansk ambassade i Iran – det var derfor den iranske familie fra i går skulle helt til Ankara for at få et amerikansk visum – og CIA’s hemmelige bunker under ambassaden bruges efter sigende af et af den islamiske stats hemmelige og forhadte politienheder. CIA’s historie i Iran er ikke for køn. Før den islamiske revolution var Iran et land i forholdsvis positiv udvikling med en frigørelse fra russernes og briternes besættelse under 1. verdenskrig. Landets ledelse var dog under markant kontrol fra USA og England på grund af de store olieinteresser i landet. Shahens regime blev i 1951 erstattet af den demokratisk valgte præsident Mohammad Mossadegh. Mossadegh vandt valget med løfter om, at stoppe British Petroleums udnyttelse af landets naturressourcer, og han holdt sit løfte og nationaliserede olieselskabet. Ikke godt for de britiske og amerikanske olieinteresser, så CIA væltede ham i et kup i 1953, og shahen vendte tilbage. Denne historie er selvsagt væsentlig benzin på bålet til hadet mod USA og vestens indflydelse i landet, og der blev selvsagt åbnet en ladeport for oprøret og den folkelige opbakning til den islamiske revolution. At iranerne så efterfølgende blev ret chokerede over, hvilket styre de så rent faktisk fik sig er en anden historie.

Den tidligere amerikanske ambassade er omkranset og indelukket bag en mur, så der er ikke meget at se, men på muren er der malet en del morsomme propaganda tegneserietegninger. Eksempelvis en brændende tændstik, som kommer ud af en parabol – USA sætter verden i brand via satellit-tv med ”løgnagtig propaganda”. En anden viser frihedsgudinden, hvor hovedet er et dødningehoved og over ses det israelske flag – ”den store og den lille satan”.

Turen går videre gennem nogle af Teherans parker, som er tilflugtssteder for Teherans indbyggere. Man kan komme lidt på afstand af den ulidelige trafikstøj, og det er interessant at se, at det også er de lokales sociale tilflugtssteder. I en park så jeg endda nogle åbenlyst homoseksuelle. De lever en meget farlig tilværelse! Der er en del museer i byen, men jeg gider ikke rigtig museer, men ét skal jeg se, og det har kun åbent 2½ time enkelte dage om ugen, så det skal være nu: museet med de nationale juveler. Der er høj sikkerhed ved museet, man kan ikke tage billeder, og jeg bliver kropsvisiteret flere gange. En ældre dame med stok får taget sin egen stok og får i stedet en af museets stokke. Og der er en 1½ meter tyk mur ind til det store kælderrum med juvelerne i store glasmontre. Man forstår hvorfor. Det er en helt ubegribelig juvelsamling! De fleste diamanter er mindst 2-300 år gamle, og det siges, at verdens største uslebne diamant på 182 karat er her (jeg mener dog ikke, at det er verdens største længere…). Og en rubin på 100 karat. Der er en stor kongetrone, kongekroner, smykker, køkkenredskaber og alt mulig andet lavet i kilovis af guld og sølv og beklædt med utallige diamanter. Der er tusindvis af diamanter – over 50.000. Det er bestemt et museum, som er et besøg værd, om man er til museer eller ej.

Det er hvad, jeg når denne dag, og i morgen skal jeg blot til den hellige by: Qom. Det er Irans center for konservative islamiske studier, og det er her det iranske præstestyre hører til. Det er en meget religiøs by, så jeg må hellere stramme lidt op på min opførsel :-)