Naqsh-e Rostam kongegravene (Darius I i midten)
Basrelieffer på trapperne til Apadana-paladset
(hovedpaladset)
Hadish (privat palads), Persepolis
Tachara (privat palads for kongen), Persepolis
Persepolis
I dag skal jeg på tur til Persepolis, som er et af de
steder, som overhovedet har ført mig på denne tur til Iran. 7 kilometer fra
Persepolis ligger Naqsh-e Rostam, som er nogle gamle kongegrave hugget ind i
klippen, og det er et stop på vejen. Den eneste sikre grav er Darius I, da der
er en tydelig inskription, men de andre 3 grave menes at være Darius II,
Artaxerxes I og Xerxes I. På klippevæggene ved gravene er store tegninger
indgraveret i klippen, men de er tilføjet senere i den sassanidiske tid omkring
200-tallet e.kr. De gamle persere for 2500 år siden var zoroastrianere. Zoroastrianismen
(også kaldet zarathustrianismen) er en religion, grundlagt af Zoroaster omkring
1000-1500 år f.kr. og er noget af det tidligste, man kender, som har
opfattelsen af én (usynlig) gud. Gud tilbedes i lyset, dvs. ilden, og det
centrale element er kampen mellem det gode og det onde. Zoroastrianere tror på
elementernes renhed, så derfor kan man ikke begrave de døde (forurener jorden),
brænde dem (forurener luften) eller sende dem til havs (forurener vandet), så
man begraver dem i sten. Først lægges de døde på bjerget, så der efter nogen
tid kun er knogler tilbage, og derefter lægges knoglerne i en slags stenkiste. Zoroastrianismen
dyrkes stadig i Iran i dag af et mindretal på omkring 20.000 personer. Stort
set alle, som boede i området omkring det iranske plateau i tiden fra Zoroaster
og frem til arabernes frembringelse af Islam var zoroastrianere. Så de gamle
persere var zoroastrianere, og de gamle kongegrave er derfor hugget i sten i
klippen. Efter at have set kongegravene kører vi over til Persepolis.
Persepolis var et 2500 år gammelt perserrige, som indtil da
var det største rige, verden havde set. Achæmenidernes rige – eller det første
perserrige blev grundlagt af Cyros den Store, som tiltrådte som 21-årig omkring
år 550 f.kr. Medernes imperium blev ødelagt af ham i 550 ved den daværende
hovedstad Pasargadae, hvor Cyros den Store i dag ligger begravet. Jeg tager kun
en halvdagstur, så jeg ikke kommer til graven, da der kun er denne grav at se
ved Pasargadae, men Cyros’ rige blev i løbet af kun et årti til et mægtigt
rige, der strakte sig fra Tyrkiet til Pakistan, og som blandt andet besejrede
babylonierne i 539 og dermed frigav jøderne, som havde levet i eksil dér. Cyros
og de efterfølgende konger ønskede at danne et rige, som respekterede og gav
plads til de forskellige nationers kulturelle og nationale forskellighed, og
således kan man på de mange stenudskæringer ved Persepolis se utallige
billeder, som viser venlige og ikke krigeriske forhold mellem kongen og de 28
nationer, som kom under dette perserrige.
Det var dog ikke Cyros den Store, som byggede Persepolis –
derfor ligger han også begravet ved Pasargadae – men derimod Darius den I, to
generationer senere. Cyros blev efterfulgt af sin søn, som udvidede imperiet i
Nordafrika med Egypten og Libyen, men da han døde i Nordafrika blev en
slægtning ved navn Darius den Første ny konge. Hans bestræbelser på at holde
sammen på dette enorme rige førte til, at han byggede den nye og umådelig
prægtige hovedstad Persepolis ikke langt fra Pasargadae. Rigets daværende
størrelse spredte sig med 28 nationer fra Indien til Etiopien, og hvert år kom
alle nationer med gaver til kongen fra hver deres land. Persepolis, en by som i
sin storhedstid bredte sig over 125 km2, er en række enorme paladser, som på
forsiden er hævet over en mægtig mur. Efter at have taget de mange trapper op,
kommer man til ”Porten for Alle Nationer”, som alle gik igennem og med en hall,
hvor man så ventede på at blive kaldt ind til kongen med sine gaver. Der er
således én indgang fra porten til paladset for fremmede, som kommer på
gavebesøg, og en anden for de persere, som boede der; ”Soldaternes Port”.
Resten af Persepolis er forskellige paladser til at modtage gæster, og så
Darius I’s eget palads, hvor han boede. Der er desuden palads for haremmet og
et særligt forhøjet palads med en særlig udsigt, hvor man kunne opholde sig. På
bagsiden ind mod bjerget er ”De 100 Søjlers Palads” og ”Skatkammeret”, som er
mega stort. I bjerget bag Persepolis ses Artaxerxes II og Artaxerxes III’s
grave, som er magen til dem i Naqsh-e Rostam.
Perserriget og Persepolis blev erobret og ødelagt af Alexander
den Store i 330 f.kr., da han brændte det ned til grunden (muligvis ved et
uheld…), og derfor er der ikke andet end ruiner og stumper af søjler tilbage i
dag. Det siges, at Alexander skulle bruge 3000 kameler til at tømme
skatkammeret…
Tilbage i Shiraz er der et par småting, som jeg vil se. Jeg
går en tur gennem den gamle bydel, hvor også mit hotel ligger, da der skulle
ligge en armensk kirke tæt på. Den er dog som alle andre kirker i Iran gemt og
spærret inde bag store mure og lukkede døre, og jeg kan kun lige se korset på
taget stikke op og så korset på porten. Den gamle bydel er hyggelig med sin
smalle og snørklede gader. Jeg må dog også sige, at her kommer det meget
tydeligt frem, at mange i Iran lever en tilværelse, hvor de kæmper for at få pengene
til at slå til. Når man færdes i de store byer ser man nemt de mange
forholdsvis velhavende iranere, men 18% lever under fattigdomsgrænsen, og også
mange almindelige iranere med små indkomster lider under en nation med en meget
dårlig økonomisk styring og høj inflation. Husene i denne bydel er virkelig
misligholdte. Det er gammelt murværk, som ikke er vedligeholdt, og fugerne
mellem stenene er ofte 5-6 centimeter dybe. Væggene ligner noget, der kan falde
ned hvert øjeblik det skal være, og indimellem er jeg nærmest lidt smånervøs
for at gå i gaderne. Og her bor folk så. Mange af husene er dog de rene ruiner
og står tomme eller bruges til opbevaring. I det hele taget er der meget i
Shiraz, som er faldefærdigt, og der bygges og repareres mange steder, men det
forekommer ret ustruktureret og som lappeløsninger på noget virkelig dårligt
murværk. Og meget ser ud til at været gået i stå. Den dag Iran ser en ny
revolution, som afskaffer det middelalderlige præstestyre, da bliver det
formodentlig båret af lavt bemidlede iranere, som simpelthen ikke kan mere.
Problemet er jo så, at styrets propaganda udråber vesten og deres sanktioner
til at være dem, som har skylden for, at Iran er i problemer. Det bliver
spændende om den almindelige jævne – og islamisk fundamentalistiske – iraner en
dag kan se, at den nuværende udgave af en ”islamisk stat”, det går ikke. I dag
er det mest overklassen, som er presset på deres virksomheder, som kan se det,
og som står klar til kræve forandringer. Men hvordan forklarer man en fundamentalistisk
muslim, som blot drømmer om, at alt i verdenen bliver perfekt, når Islam og den
islamiske stat får al magt, - hvordan forklarer man, at det sker ikke. Det er
drømmen om et Paradis, som ikke eksisterer, og jo mere forkrampet man forsøger
at skabe det, jo mere et Helvede bliver det i stedet.
Nå, det blev til et lille sidespring på nogle af Irans mørke
sider. Min vandring går videre til især bazarområdet, da det meste var lukket i
går. Det er en kæmpestor bazar, så man kan blive ved i det uendelige, og så er
der nogle af de gamle karavanelejre. Det er større bygninger med en stor gård i
midten, som karavanerne kunne opholde sig i til forplejning og handel, og de
ligger så selvfølgelig også lige op ad den gamle bazar. Der er dog ikke meget
tilbage af den gamle karavanestemning og det tilhørende leben, men selve
bazaren lever i bedste velgående, om end tæpperne, olielamperne, kobbervarerne
og de mange krydderier er suppleret med moderne isenkram og modetøj importeret
i store mængder fra Kina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar