Mit
ydmyge herberg i Garmeh
Det bliver en noget rodet affære at finde bussen til Yazd.
Den kører først klokken 14:00, og da jeg ikke har andet at lave denne
formiddag, så begynder jag at gå derud, selvom der er omkring 8 km. Jeg har
bare ikke noget ordentlig kort, og jeg kommer derfor til at gå en stor omvej,
så det bliver nærmere 13-14 km med fuld oppakning. Men jeg når ud til
busterminalen, hvor de dog insisterer på, at der ikke kører nogen bus direkte
til Khoor – og den bus havde jeg ellers fået besked på af hotelmanageren i
Garmeh, at jeg skulle tage med. Det viser sig dog efter lidt tid, at der ér en
bus direkte til Khoor, men den kører med et selskab fra en garage andet steds i
byen. Måske det havde været lidt nyttigt, hvis hotelmanageren havde givet mig
den information, da jeg talte med ham… Nå, men taxaer er ikke dyre i Iran, så
jeg tager en taxa – 5 km tilbage ad den vej, som jeg netop havde vandret – til
en garage, som jeg tidligere var gået forbi. Her får jeg en bus billet, som kun
koster lidt mere end de 5 km med taxa, så det er lidt fjollet. Hvis man skal
rejse mellem to større byer i Iran og tager en taxa til og fra busterminalerne,
så udgør selve busbilletten kun en tredjedel af den samlede udgift. Det er altså
ikke et optimalt system, men busbilletterne er meget billige hvilket skyldes,
at brændstof i Iran er massivt statsstøttet, så menigmand ikke bliver ruineret
af den massive inflation i landet. En liter benzin koster knap 3 kroner.
Bussen er en gammel sag, så det går lidt langsommere end de
store langdistancebusser. Det meste af bussen er fyldt med kvinder og børn, som
blev kørt til busholdepladsen af deres mænd. Det er tydeligvis en af de meget
væsentlige historier om de sidste mange års udvikling i Iran. Folk kan ikke
længere klare sig i de små landsbyer på landet, så man søger mod de større byer
for at finde arbejde. Det er også baggrunden for, at der bor omkring svimlende
15 millioner i Teheran. Nogle familier har så familie i landsbyerne, eller de
bor der måske stadig, så det blot er manden, som bor i byen og arbejder. Så vi
er på vej mod udkants-Iran. Den 5 timer lange bustur går tværs gennem ørkenen.
Der er omkring 200 kilometer (!) med ikke et eneste hus, blot pandekageflade og
knastørre, vidtstrakte arealer og mindre bjerge, som mest af alt minder om et
månelandskab. Trods de små udtørrede græstottelignende planter på de flade
steder mellem bjergene, så er her intet – måske lige bortset fra resterne efter
eksploderede bildæk, som ligger omtrent for hver 10 kilometer. Hvis jeg skulle
køre denne strækning i sommervarmen, ville jeg ikke nøjes med ét reservehjul…
Først på aftenen ankommer jeg til Khoor, hvor en taxa venter
på mig for at køre mig til Garmeh, som er 30 kilometer mod syd ude i det rene
ingenting. Byen er stort set forladt og affolket, men da man har fået skabt et
guest house for turister, er der atter blevet et grundlag for at føre byen
videre, så nu bor der nogle få mennesker i byen. Jeg havde fået oplyst 260
personer, men fyren på hotellet siger 50, og det tror jeg faktisk passer ganske
godt.
Jeg bliver dog overrasket over, at der ikke er andre
selvstændigt rejsende herude – jeg er den eneste… Der er til gengæld to hold
pensionister på grupperejse, som bor på byens guest house. Jeg selv bor på et
nærliggende hostel, som hører til, men blot er en anden bygning 2 minutter
derfra. Det er et hus med gårdhave, køkken, bad og toilet og 2 stuer. Men kun
mig. Så det er lidt stenet, at der først lige skal rigges an med vand til mig
osv. Så Garmeh er åbenbart ikke rigtig et sted med så mange selvstændigt
rejsende mere, men det bruges til et par overnatninger til pakkerejser. Det er
der jo nok også mere økonomi i, og det er i det hele taget historien om
turismen i Iran; det er stort set kun pensionistrejser til de store
turistdestinationer, og så er sådan en faldefærdig landsby i en oase i ørkenen
jo også et fint stop på rejseplanen. Det er to italienske grupper, så det
kniber med det engelske, men i det mindste er der med de mange gæster stor
buffet til aftensmaden. Der er ingen butikker eller restauranter i Garmeh – det
er nærmest blot dette turistovernatningssted, som driver hele byen. Det gør
selvfølgelig maden lidt dyrere, men når det så er traditionel iransk mad i
traditionelle omgivelser og med en musiker, som kommer og synger og spiller på
to slags ”trommer” (daf og zarb), så er det bestemt også værd at tage med. Men
jeg skal vist lige overveje, hvor længe jeg skal blive her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar