Velkommen til min rejseblog

Det interessant at bemærke folks kommentar til, at jeg rejser til Iran – ”hvad vil du dog dér? – det er jo et farligt sted – Iran; de er jo komplet vanvittige dernede!” Og når så man kommer til Iran, mødes man konstant med spørgsmålet: ”Hvorfor kommer du til Iran? – hvad vil du dog hér? – hele verden hader os jo.” Fordomme er der nok af, og især for den vestlige verden, som vi regner for at være velinformeret i kraft af vores ytringsfrihed, kan man undre sig over, at der ikke er større interesse for en af verdens ældste og gennem tiderne fremmeste kulturer.

Dette har bragt mig til Iran på en 3 ugers rejse i oktober 2014. Til et land, som på mange måder er ganske isoleret fra omverdenen, som har sine særheder, og som er martret af den islamiske revolution siden 1979, men som samtidig er rigt på tusinder af års kultur og med en rig natur. Mine rejseberetninger er såvel mine daglige oplevelser som rejsende i Iran samt lidt historie og nogle refleksioner over de specielle religiøse og politiske forhold, der er i landet.

Velkommen til !
 

Torsdag den 23. oktober

Golestan paladset

Golestan paladset, Shams-Al Emarat

Golestan paladset, Etnografisk Museum

Golestan paladset, Etnografisk Museum

Så er jeg nået til sidste dag i Iran for denne gang. Jeg har set en del, men må også sande, at Iran er et ganske stort land med meget forskelligartede områder, så jeg kunne sagtens bruge yderligere en måned til at rejse i, hvis det skulle være. Det skal det ikke, og sent i aften skal jeg til lufthavnen. Det betyder så, at jeg har hele dagen i Teheran, så jeg skal have set lidt mere til bazaren, så jeg kan få brugt resten af mine iranske penge, og så skal jeg have set Golestan paladset, som har nogle ret enestående udstillinger. Først går turen dog mod bazaren. Teherans bazar er ganske stor, og der er en omfattende handel hér. Mange af butikkerne er reelt grosserere, som distribuerer varer til andre butikker i resten af Iran, og eksempelvis skulle der være omkring 4000 tæppehandlere, så det er omfattende! Man siger, at omkring en tredjedel af al handel i Iran går gennem Teherans bazar, så det er hér priserne sættes, og bazaren er ganske magtfuld – også politisk. I det perspektiv er det så ikke helt optimalt, at den samfundsgruppe, som traditionelt sidder på og driver bazaren, er ret religiøst konservative. Jeg jokkede faktisk lidt i spinaten i aftes, da jeg sad på torvet og talte med en mand, som havde en butik på bazaren. Han talte fint engelsk og havde rejst en del, og så forventer man straks, at man taler med en moderne iraner, som ikke støtter præstestyret. Men da samtalen kom til at handle om noget politisk fik jeg sagt noget i retning af, at en moderne udvikling også vil komme til Iran, blot med små skridt, og så blev han helt stille. Som bazar-handler er han bestemt ikke interesseret i modernisering, og det havde jeg ikke lige tænkt på i farten…

Nå, men jeg vader rundt på bazaren og vil egentlig gerne købe nogle ting, men det er ganske svært, da det meste er ganske almindeligt isenkram og tøj i en kvalitet, som jeg ikke er interesseret i. Det meste er importeret fra Kina. Og på et tidspunkt ser jeg i en butik en skjorte, som jeg vil købe, men da han hører, at jeg kun vil købe én, så vinker han hånligt ad mig. Han gider end ikke at tage skjorten ned fra hylden og modtage mine penge, når det blot handler om én. Til trods for, at der er tale om en almindelig lille butik på 3x4 meter med en normal udstilling af tøjet, så er hans handel reelt som grossist.

Jeg skal se Golestan paladset, som tjente som bolig for kongerne fra Qajar-tiden, som var fra omkring år 1800 og frem til og med den sidste shah, som flygtede ved revolutionen i 1979. Så udstillingerne er fra denne periode. Paladset er klemt inde mellem store bygninger i Teherans centrum, så udefra er der kun noget at se fra parken, som paladset kranser sig omkring. Der er flere udstillinger, hvor nogle dog er noget mere interessante end andre. Jeg synes bedst om Spejlsalen, som er bygget i 1870’erne. I dag bruges det til at udstille mange af de gaver, som kongedømmerne udvekslede med andre nationer. Der er store mængder af meget flotte kunstværker i keramik, træ, porcelæn m.m. Der er store overdådigt udsmykkede gaver fra lande som Kina, Indien, Rusland, Frankrig og Tyskland i form af vaser, statuer, møbler, malerier og meget andet. Det er en ret overdådig kunstsamling, som ses her. Der er også en afdeling med gamle håndvåben, en med iranske malerier primært fra 1800-tallet, en med nyere kunst, og så er der et godt etnografisk museum med tøj, dagligdags redskaber, musikinstrumenter og meget andet – alt sammen sat meget fint om med voksdukker i glasmontre.

Der er stadig lang tid til jeg skal i lufthavnen, så jeg beslutter at tage metroen til Tajrish, som ligger for foden af bjergene mellem Teheran og Det Kaspiske Hav og så gå så langt op som muligt før, det bliver mørkt. I Tajrish har jeg mere held med at finde et par brugbare indkøb i bazaren, men gåturen bliver ikke noget særligt. Jeg kommer lidt op, så der er udsigt – men man kigger blot ned i tågen af forurening over Teheran, som har myldretidstrafik her sidst på dagen. Det er de velhavende, som bor her i det nordlige Teheran, og det sætter sit præg på gadebilledet med butikker, som har et lidt andet udvalg, hvad angår kvalitet. Hen mod aften bevæger jeg mig tilbage mod mit hotel i Teherans centrum og får bestilt en taxa, så jeg kan komme til lufthavnen. Taxachaufføren er lidt af et fjols, og han kører som en brækket arm, så jeg må irettesætte ham om, at han skal køre forsvarligt. Jeg har ligesom ikke plads i tidsplanen til trafikuheld. En noget ubehagelig type, og det understreger, at selv om det iranske folk er utrolig venligt, så kan man selvfølgelig godt rende ind i nogle uheldige typer.

Lufthavnen i Teheran er ikke just det mest avancerede, der findes, men det går dog gnidningsfrit med at komme igennem kontrollerne. Det er tydeligt, at som rejsende vesterlænding er jeg ganske uinteressant, hvorimod iranerne, som er ved at forlade landet, bliver tjekket mere grundigt. Snart er jeg i flyet på vej mod Istanbul, kvinderne smider tørklæderne, og jeg lægger landet bag mig, som på den ene side fremstår som et eventyrland, hvor landet forsøges regeret efter utopiske islamiske regler, og på den anden side viser en meget pragmatisk tilgang til tilværelsen under de forhold, som nu engang gælder. Iranerne får landet til at fungere trods et præstestyre, som spænder ben for befolkningen, og som i høj grad hytter deres eget skind i Islams navn. Det store spørgsmål er, hvor længe de får lov til at gøre det. Jeg er overbevist om, at før eller siden bliver ayatollaherne isoleret og mister magten over befolkningen. Det er ikke lige om hjørnet, men jeg tror, det kommer til at ske. ”Insha’Allah”, som de siger i den del af verden. :-)

Onsdag den 22. oktober

Vejen mellem Hamadan og Teheran

Jeg har allerede min busbillet, så det er blot om at komme ud til busterminalen, og det er lige til. Det noget lettere at rejse til og fra disse lidt mindre byer. Vejret er fremragende om end temperaturen ikke kommer meget over 20 grader, så uvejret de sidste par dage er heldigvis ikke permanent. Det er en fin bus med 3-dobbelt op på snacks, og så har jeg fået fat i en avis på farsi. Jeg kommer til at sidde nær en dame, som tale flydende engelsk, så det er en oplagt mulighed for en god samtale. Jeg begynder med at kommentere avisforsiden. Der er et stort billede af den afdøde ayatollah, og selv om jeg ikke forstår en brik, kan jeg jo godt regne ud, at det handler om hans død, hvortil kvinder udbryder:” Yes, thank God!”. Så er synspunkterne ligesom sat. Folk med bussen er tydeligvis ikke begejstrede for landets præstestyre. Snart breder der sig en munter stemning i bussen, bl.a. fra en mand, som også kommenterer den afdøde ayatollah med en håndbevægelse først hen over halsen og så op i luften som et: ”pyh, han er væk”. Da de hører min rejserute og hører, at jeg har været i Qom, breder der sig en mindre forargelse. ”No, no, don’t go there. Bad place”. Da jeg så også viser dem mit billede med mig og den religiøse leder fra universitetet, så stiger stemningen – han er da lidt småtosset ham turisten. De kunne i hvert fald aldrig finde på så meget som at sætte deres ben i byen Qom.

Hele scenariet viser meget godt, hvor Iran er henne i dag. Ved revolutionen i 1979 var det islamiske præstestyre folket vilje; de troede, de fik, hvad de drømte om med en islamisk stat. I dag erkender rigtig mange, at det gjorde de ikke, og jeg tvivler stærkt på, at præstestyret kunne vinde opbakning ved et regulært valg, hvilket jo betyder, at Iran i dag er et reelt diktatur, som styres af en mindre elite, som kontrollerer resten af befolkningen med vold, terror og trusler. De fleste iranere tør ikke sige noget om dette af frygt, men taget i betragtning, hvor mange som rent faktisk tør sige deres mening, så er det tankevækkende, at præstestyret stadig kan fastholde magten. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid før, det ændrer sig. Præstestyret har ganske enkelt ikke størstedelen af befolkningen med sig. Selv en del af de mere religiøse muslimer i Iran støtter ikke præstestyret. Styret har udviklet sig til en stat i staten. De lever isoleret i Qom, hvorfra de driver deres islamiske studier og lovgivning. Mange af de menige iranere holder sig så blot væk fra Qom. Problemet er selvfølgelig, at præstestyret har den øverste og reelle magt i landet, og derfor har de også indflydelse på politikken rundt omkring i landet, men de har ikke total kontrol udenfor Qom. Det ses jo også tydeligt i gaderne, hvor kvinderne blæser de islamiske regler for påklædning et langt stykke. Hejab’en bæres dog stadig konsekvent, da det ikke vil blive tolereret helt at tage den af, men den har det med at kravle langt tilbage på hovedet. Og jeg oplever dagligt, hvordan kvinderne leder efter passende undskyldninger for at komme til at tale med mig, selv om de ikke må. Ayatollaherne ved godt, at de ikke har folkets opbakning, og derfor må det også formodes, at den tidligere præsident Ahmadinejad, som var en hardliner, blev afløst af den lidt mere moderate og nuværende præsident Rohani for at tage lidt benzin fra bålet til et oprør. Men når alt kommer til alt, så har præsidenten ingen reel magt i landet. Præstestyret fra Qom har stadig vetoret på alle love i landet, og trods ”demokratiske” præsidentvalgshandlinger, så vælges præsidenten i sidste ende af præstestyret, som afgør hvem, der kan stille op, og desuden er det alment antaget, at valgene med stor sandsynlighed er svindlet, så man kan på ingen måde tale om et reelt demokrati. Det ”demokratiske” lag virker mest som en buffer, som skal give indtryk af demokrati og indflydelse til befolkningen og dermed modstå oprør, for det er uvist, hvor stor indflydelse regeringen reelt har, når det handler om de store beslutninger. Jeg tror, at det er begrænset. Det bliver interessant at se, hvor længe dette præstestyre kan holde på magten. Jeg tror faktisk ikke, at de klarer den 10 år mere, men det er min vurdering. Hvis styret skal overleve, skal der ske en ret massiv modernisering indefra, som kan tage brodden af et egentligt oprør, og det tror jeg simpelthen, at de er for konservative til. De skal i så fald gå på kompromis med nogle af deres centrale islamiske statements, og hvis de gør det, så mister de fuldstændig deres troværdighed, så det sker næppe. Men jeg tror, at de vil blive mere og mere isolerede i Qom – jeg hører én sammenligne det med Vatikanet, som er en stat i staten. Det ser jeg egentlig som en positiv udvikling. Man skal ikke tro, at man kan få ayatollaherne på markant andre tanker, men hvis man kan isolere dem i et slags selvstyre i Qom og så have en anden regeringsform i resten af Iran, så mener jeg, at man har opnået det umiddelbart mest optimale. For der er mange fundamentalistiske og meget troende muslimer i Iran; også udenfor Qom, og det ændrer sig jo ikke fra den ene dag til den anden. Det interessante i et nyt Iran vil derfor selvfølgelig være, hvilken rolle Islam skal spille i en ny magtstruktur, for konservative muslimer vil der stadig være mange af, og selv om de ikke støtter ayatollahernes islamiske tolkninger og deres samfundslovgivning, som i vid udstrækning bærer præg af, at de først og fremmest tænker på sig selv og på at holde deres magt, så vil store dele af befolkningen stadig ønske sig et islamisk samfund. Og det er svært at danne kompromiser her. Hvordan kan man både give kvinder lov til frit at vælge, om de vil gå med tørklæde og samtidig imødekomme islamisten, som ikke kan tåle at se en fremmed kvindes hår; de vil jo ikke kunne færdes i det samme samfund. Skridt for skridt må der findes en vej frem for Iran.

Busturen tager 2 timer mindre end forventet, så det er ren luksus. Efter endnu en af de lidt anstrengende ture i den propfyldte metro, finder jeg et hotel, og hér møder jeg den samme fyr fra Tjekkiet, som jeg boede sammen med i Esfahan, så det er både hyggeligt og praktisk, da vi skal flyve fra Teheran i morgen nat omkring samme tid. Jeg smutter en tur mod bazaren for at finde noget mad. Der er ganske meget liv i gaden på pladserne mellem paladset og bazaren, så det er et fint sted at iagttage den almene teheraners hverdag med indkøb efter arbejde. På pladsen foran hovedindgangen til bazaren er der to store forsamlinger af mennesker med råben og livlig aktivitet. Det er sortbørshandlerne for dollars og guld, som handler, mens kurserne går op og ned. Det er som et aktiemarked, hvor hver handler har en øresnegl med forbindelse til oplysninger om markedsbevægelserne og hvilke dollars, der er til rådlighed. Med en årlig inflation på den iranske rial på 22%, er det attraktivt for folk med penge at få dem handlet over i guld eller dollars, så selv om denne handel er ulovlig, så er der heftig handel. Kurserne er dog så ustabile, at det er en umådelig risikabel affære at spekulere i valutahandel i Iran, og da det presser inflationen, er det selvsagt ikke så velkomment af myndighederne.

På en dag, hvor forureningen i Teheran ikke er særlig slem, så er det rart at være tilbage i hovedstaden. Der er en særlig energi her, og det er tydeligt, at dette er hjertet, som driver Iran frem både i dag og i fremtiden; også politisk.

Tirsdag den 21. oktober

Hamadan

Ester og Mordokajs grav

Der er stadig ret fugtigt denne morgen, men ikke mere end, at jeg skulle kunne gå lidt rundt og se, hvad der er at se i Hamadan. Og midt på formiddagen bryder solen frem fra en næsten skyfri himmel, så selvom temperaturen nok ikke kommer meget over 20 grader, og der kommer nogle mindre regnbyger hen ad dagen, så er det fint til at komme rundt.

Hamadan var engang en af verdens mægtigste byer – under navnet Ecbatana. Ifølge de græske historikere byggede den mediske kong Deiokes et palads her i år 728 f.kr., og gennem årtier udviklede Ecbatana sig til en mægtig hovedstad i medernes rige. I 550 f.kr. faldt byen til achæmenidernes persiske rige (Persepolis). Byen trivedes dog stadig under såvel persisk som siden sassanidisk herredømme, og det var først med arabernes overtagelse i det 7. århundrede, at byen begyndte at miste pusten. Den blev således siden smadret af måde mongolerne og i det 18. århundrede af tyrkerne, så i dag er det historien om en mindre by, som engang havde sin storhedstid. Man er dog begyndt at interessere sig mere for den rige historie, og således er et større område nær bymidten afspærret til udgravninger og museum. Men dér er der nu ikke rigtig noget særligt at se.

Til gengæld ligger Ester og Mordokajs grav her i byen. Den jødiske historie, som eksempelvis kendes fra Det gamle Testamente, om Xerxes I, som blev gift med den jødiske Ester har således et ganske fint lille sted her i Hamadan. Det var tidligere det vigtigste jødiske pilgrimssted i Iran, men i dag er der ikke megen aktivitet, da det som bekendt er svært for jøder at færdes i landet. Men der er et gammelt gravrum med en lille synagoge og de to grave og så en del inskriptioner på både hebræisk, aramæisk og persisk. Historien er, at Xerxes I’s kommandør, Haman, planlagde en massakre på den jødiske befolkning i riget, og at Ester således lykkedes med at forhindre det og reddede det jødiske mindretal i riget. Da jeg ankommer til stedet er den jødiske rabbi heldigvis til stede og kan vise det frem. En jødisk helligdom i Iran er selvsagt ikke et åbent sted, hvor man bare kan vade ind, så det var heldigt, at jeg lige mødte ham.

Ellers går turen rundt i byen til gamle bygninger, moskeer, og hvad der nu ellers er. Det mest væsentlige er Abu Ali Ibn Sinas (980-1037) mausoleum. Buali Sina, som han kaldes (Avicenna i den vestlige verden), var en genial iransk filosof og videnskabsmand, som skrev den store medicinske encyklopædi Canon Medicinae. Det var den fremmeste fagbog inden for det medicinske fag frem til det 17. århundrede – altså 600 år senere, så det er en stor personlighed fra et Iran, som på den tid ikke havde ét stort dominerende rige, men en række mindre og konkurrerende dynastier. Disse konflikter blev Buali Sina også involveret i, da han født i Bukhara (i dag Usbekistan) måtte flygte til Hamadan og siden til Esfahan.

Sidst på dagen begynder regnen atter at sile ned, og det er ganske kaotisk med myldretid og så meget regn. Jeg tager en tur gennem bazaren, som for det meste er under tag, og især tæppehandlerne skiller sig ud. Der er nogle virkelig hardcore tæppehandlere i Hamadan! Tonsvis af tæpper. Her kan man få det vildeste 2,5x3,5 meter persiske tæppe for knap 2000 kr. Men det er lidt for meget for min rygsæk, så jeg må nøjes med at kigge.

Tilbage på hotellet er der Champions League på iransk tv, hvilket jeg er lidt overrasket over. Fodbold har til tider været ret omdiskuteret i Iran, da man jo kan se mændenes bare ben, men reglerne har vist generelt været, at man godt må vise kampene, men at kvinderne bare ikke bør se med, og det er jo så op til den enkelte familie at afgøre, om man vil overholde det. Og iranerne er ret engagerede i den iranske fodboldliga, så når disse kampe kan blive vist, så er der vel heller ikke noget til hinder for at vise internationale kampe. Kampen kommenteres selvfølgelig på farsi, så det er lidt svært at følge med i, og udviklingen i de andre samtidige kampe popper frem som undertekster på farsi. Jeg har efterhånden fået lært tallene, men jeg kan så ikke læse, hvilket hold det er, der har scoret. J Ellers er der også den almindelige nyhedspropaganda, som er ganske interessant. Denne aften fyldes sendefladen en del med stof om en af ayatollaherne, som er død i dag.

Mandag den 20. oktober

På vej mod ruinerne på klippetoppen

Alamut Castle ruinerne i tæt tåge

3 minutter senere

Ghazor Khan

Alamut Castle ruinerne

Dagen begynder tidligt, da vi skal se Alamut Castle, som er det største af en række fæstninger her omkring Alamut-dalen i Alborz-bjergene: Castles of the Assassins. Hassan-e Sabbah (1170-1124) grundlagde en ismaelitisk sekt, og han og hans efterfølgere byggede således en række fæstninger her i bjergene i det 12. århundrede. Historien lyder, at sekten var en kult af lejemordere, som skæve af hash blev vist hemmelige, vidunderlige haver med jomfruer, som de unge lejemordere blev fortalt var et syn ind i det paradis, der ventede, hvis de deltog i lejemordene. Ofrene var ledende politiske og religiøse personligheder i samfundet. En anden udlægning af historien lyder, at de islamiske samfund opfandt historien om lejemorderne for at miskreditere et mindretalssamfund, som var mere moderne og videnskabeligt overlegen, og derfor blev opfattet som kættersk. Det var mongolerne med Hulagu Khan, der gjorde en ende på det lille rige med den særlige ismaelitiske islam, og de ødelagde fæstningerne totalt for at undgå problemer med dem. Og man forstår hvorfor. Alamut Castle er bygget dramatisk på toppen af en stor klippe, og der er massive anordninger med vandreservoirer og plads til madforsyninger. Således blev den sidste fæstning også først besejret af mongolerne efter 17 års belejring! I dag er der stadig områder, hvor denne særlige ismaelitiske islam er dominerende, dog ikke i Iran, men i Tajikistan og det nordlige Pakistan.

Det har regnet hele natten, og denne morgen er der så tåget, at man kun kan se 25 meter frem. Vi er midt i en regnsky, da vi jo befinder os i omkring 2100 meters højde. Så med den forventning, at vi nok ikke får meget at se, så klatrer vi alligevel op ad de mange trappetrin til slottet. Selv med den massive tåge er det fascinerende at se de ruiner, som er tilbage, og som blot forsvinder ud i tågen. Men så pludselig forsvinder tågen på 2-3 minutter, og der er så klart, at man kan se de store sneklædte bjerge omkring, og sådan bliver det ved frem og tilbage. Når vinden går den ene vej, er vi indhyllet i tæt tåge og få minutter efter kan man se mange, mange kilometer væk. Meget omskifteligt og ganske fascinerende. Men dog lidt køligt i den fugtige luft, da det blæser en del, og temperaturen vel ligger på omkring 12 grader.

Tilbage i landsbyen er det blevet tid til at finde en taxa til Qasvin, og det tager lidt tid at få det på plads, da der ikke lige er nogen taxa i landsbyen en dag som i dag. Det er begyndt at regne igen. Men som man siger i Iran, at enhver bil i princippet er en taxa, så vi finder snart en som – mod betaling selvfølgelig – vil køre os til Mo’allem Kelayeh (Alamut Town), og dér er der så en taxa, som får os til Qasvin lige nøjagtig i tide til at nå bussen til Hamadan. Det er egentlig min plan, at jeg vil tage til Rasht, da det skulle være et smukt sted, men med den massive regn er jeg blevet lidt i tvivl, for Rasht er nede nær det Kaspiske Hav, og jeg vil tro, at regnen kommer derudefra. Så jeg tager en hurtig beslutning og tager i stedet bussen til Hamadan, som godt nok også er i bjergene i 1790 meters højde, men som dog er længere mod syd og håber så på bedre vejr dér. Der er kun en halv times kørsel længere til Hamadan hver vej, end der er til Rasht, så det skulle nok kunne gå.

Det regner dog massivt hele vejen til Hamadan, så vejene er plaskvåde, men der er dog ophold netop som jeg ankommer. Gaderne er fyldte med vand, så det er temmelig svært at komme tørskoet rundt. Flere steder skal man krydse en ”flod” med 10-20 cm vand for at komme videre, så jeg går nogle lange omveje. De lokale synes selvsagt, at jeg er lidt småskør, og til sidst er der en mand, som forbarmer sig og kører mig ind til centrum, hvor jeg finder et hotel og noget mad. Det er et rigtigt hotel, da der ikke rigtig er noget miljø for unge rejsende i denne by, men det betyder så også bare, at jeg har et godt sted at være, og inden længe regner det igen, så det er egentlig mægtig fint.