Søndag den 19. oktober

Alborz-bjergene med Alamut Valley

Alamut slotsruinerne på toppen af klippen

Bistader

Jeg lander i Teheran omkring klokken 6:30 og skal så gennem Teheran, da jeg skal fra den sydlige busterminal til den vestlige busterminal. Det er egentlig nemt nok, da Teherans metrosystem er rigtig godt, og jeg skal blot helt ind i Teherans centrum og så skifte til en metro, så går mod vest. Turen koster 2 kroner, og varer næsten en time. Det er morgenmyldretid, og metroen er proppet til bristepunktet, så det er en noget stressende tur, og jeg tænker på alle dem, som skal på arbejde og skal igennem dette hver morgen. Det ville jeg have svært ved at holde ud… På busterminalen vandrer jeg direkte ud til en bus, som straks kører til Qasvin, så efter 3 timers bustur er jeg i Qasvin. Dér vandrer jeg 3-4 kilometer gennem byen til en kæmpe rundkørsel, hvorfra taxaerne til Ghazor Khan i Alamut Valley i Alborz-bjergene kører. Jeg finder en taxa, og efter en taxatur på 110 km op gennem bjergene lander jeg endelig i Ghazor Khan efter godt 18 timer på farten.

Den lange rejse betyder så netop også, at jeg har kunnet lave et totalt sceneskift. Fra den varme, tørre ørken i Garmeh er jeg nu i bjergene i 2100 meters højde med de smukkeste bjerge med sne på toppen og træer i alskens røde og gule efterårsfarver. Efter at have vandret rundt nogen tid for at finde det sted, hvor jeg vil overnatte – der er nemlig ikke nogen hjemme på hotellet… – så ankommer en bil med en lokal fra Qasvin, som har besøg af 3 polske couch surfere. Han har arrangeret picnic, en tur til Alamut Castle og så en billig overnatning for de unge rejsende, og jeg får mulighed for at hoppe med på det værelse, så det er helt perfekt. Der er dog en masse ballade i landsbyen før, vi får vores værelse. Den lokale unge mand har arrangeret en overnatning direkte med en mand i byen, men de andre ”hoteller” vil ikke tillade det, da de åbenbart har delt det op mellem sig, så de hver får turisterne en uge ad gangen. Det vil vi selvfølgelig ikke acceptere, da der er lavet en aftale på forhånd, men det får de to hotelejere, som ligger side om side til at indlede et voldsomt skænderi. Og de bliver ved, så man kan høre det i hele byen. Mens de skændes får vi arrangeret et tredje sted til samme pris på en gammel skole, hvor klasseværelserne er lavet til små suiter med køkken og bad og 4 senge, så det er storartet. De to ældre herrer skændes stadig om retten til turisterne. De råber de værste ukvemsord efter hinanden, hvilket går hen og bliver komisk, da vi får noget af det oversat. I den mellemøstlige kultur er det som bekendt meget normalt, at hvis man virkelig skal fornærme modparten, så siger man noget meget grimt om den andens mor, og det gør de så begge. Afsindig morsomt, da de er brødre…!! :-) :-) Timer efter kan vi stadig høre dem skændes.

Den unge mand har sin onkel med som chauffør, og de har hele udstyret med grill og kyllingegrillspyd med, så med udsigten til bjergene og den store klippe, hvorpå ruinerne af det gamle slot ligger, er der iransk barbecue. De to gæstfrie herrer giver mig også endelig anledning til at komme af med de sidste 2 poser Anthon Berg chokolade, som jeg har med fra Danmark. Der har ikke rigtig været nogen oplagt lejlighed til at give dem væk, så jeg har slæbt på dem lidt for længe, men nu har de endelig fået en berettiget modtager. Planen var egentlig at bestige klippen og se ruinerne i dag med værterne fra Qasvin, men det bliver vi enige om at gøre alene i morgen tidlig, da det allerede er ret dunkelt. I Iran bliver der for tiden mørkt omkring kl. 17:30, og i bjergene forsvinder solen bag bjergene allerede kl 16:00, så der er allerede lidt aftenstemning, så det bliver i morgen tidlig. I stedet tager vi en gåtur ned ad vejen gennem landsbyen. Der er spredt en del bistader rundt på klipperne til at udvinde honning, men ellers er der ikke noget særligt at se, men bjergene og de mange efterårsfarver er også alt rigeligt. Og snart begynder det at regne, så vi må tilbage til vores lille lejlighed. Aften og nat regner det til tider voldsomt, og der er også en smule torden, så man må sige, at jeg nu har forladt ørkenen!

Lørdag den 18. oktober

Ateshooni’s guest house i Garmeh

Garmeh

Garmeh

Da bussen fra Khoor til Teheran er en natbus, så har det fået mig til at overveje mine rejseplaner. Jeg har haft en anden landsby i tankerne på vej til Teheran, men når jeg over natten kan komme hele den lange tur til Teheran herfra, så er det bedre at bruge de sidste dage af min rejse på at se noget helt andet i Alborz-bjergene nord for Teheran. Så jeg tager med bussen i aften, hvilket jo så giver mig hele dagen til at vandre rundt i Garmeh.

Det er en hyggelig lille by, men der er selvsagt ikke meget at se. Der er stort set ingen mennesker og ved det, som må formodes at være skolen løber der to drenge rundt. Der bygges dog på enkelte huse i byen, og det vidner derfor om en by, som stort set var forladt, men som har fået lidt liv tilbage med turistaktiviteten. Bortset fra de få restaurerede huse, så er det meste forladt, og husene bygget med den gammeldags mudder-murstensteknik ligger i ruiner. I dag bygger man med de lidt mere holdbare brændte (normale) mursten, men det er så ikke altid, at de bruger ressourcer på at pudse stenene op med det gamle ”ørkenmørtel”, så en del af ørkenlandsbystemningen forsvinder altså efter min mening. Rent arkitektonisk og byggeteknisk ser det meget skrabet ud, og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig kønt.

Selve byen har jeg set på en lille time, så det er hurtigt klaret, så resten af dagen er til ren afslapning, og så er jeg jo så heldig at have min egen kaffe med mig, så når jeg nu har et stort køkken, så må det udnyttes.

Jeg vælger at tage en taxa ind til Khoor allerede 4 timer før busafgangen, så jeg kan se lidt af den by og finde noget mad, og så når jeg lige at se turen i dagslys – det var jo mørkt, da jeg kørte herud i går. Sådan en taxa på en pandekageflad vej gennem den bare ørken skyder en god fart, og jeg tror, at den ældre herre runder de 130 km/t. I Khoor vandrer jeg ned i bymidten. Der er egentlig ikke meget interessant dér, men de fleste bycentrum er lavet med en rundkørsel, hvor der så er en lille park inde i cirklen. Således også her, og i denne park er der nogle små overdækninger, som er et udbredt system i Iran. De er beregnet til at man kan slå et lille iglotelt op. Det er meget anvendt for lokale, hvis man skal besøge en anden by. Så behøver man ikke noget hotel eller privat logi, men kan blot slå sit telt op på disse pladser. Det ses ved rastepladser, i parker og ved andre offentlige steder, og de kan selvfølgelig også bruges af rejsende som mig, hvis jeg da rejste med telt. Ligeledes er det helt i orden at slå sit telt op, hvor man vil, blot det ikke generer nogen. Det betyder nok, at i centrum af de store byer og i Teheran, dér skal man helst gå efter de pladser, som er lavet til formålet. Og det er sikkert nok at overnatte i et telt som dette. Det er ikke særlig sandsynligt, at man bliver bestjålet – i det hele taget er der ikke meget tyveri (selvom det selvfølgelig forekommer). Det er en del af kulturen, at det gør man ikke, og så vil jeg tro, at man risikerer at få hugget hånden af, hvis man stjæler noget, så lommetyveri er ikke særlig udbredt. I det hele taget er Iran et af de mest sikre lande, jeg har rejst i og i forhold til eksempelvis tyveri er det langt mere sikkert end Danmark.

I Khoor fanger jeg en natbus på vej til Teheran og jeg skal således sove på et noget ukomfortabelt bussæde. Det er selvsagt ikke optimalt, men godt at komme så langt uden, at man skal spilde en hel dag på det.

Fredag den 17. oktober

Mit ydmyge herberg i Garmeh

Det bliver en noget rodet affære at finde bussen til Yazd. Den kører først klokken 14:00, og da jeg ikke har andet at lave denne formiddag, så begynder jag at gå derud, selvom der er omkring 8 km. Jeg har bare ikke noget ordentlig kort, og jeg kommer derfor til at gå en stor omvej, så det bliver nærmere 13-14 km med fuld oppakning. Men jeg når ud til busterminalen, hvor de dog insisterer på, at der ikke kører nogen bus direkte til Khoor – og den bus havde jeg ellers fået besked på af hotelmanageren i Garmeh, at jeg skulle tage med. Det viser sig dog efter lidt tid, at der ér en bus direkte til Khoor, men den kører med et selskab fra en garage andet steds i byen. Måske det havde været lidt nyttigt, hvis hotelmanageren havde givet mig den information, da jeg talte med ham… Nå, men taxaer er ikke dyre i Iran, så jeg tager en taxa – 5 km tilbage ad den vej, som jeg netop havde vandret – til en garage, som jeg tidligere var gået forbi. Her får jeg en bus billet, som kun koster lidt mere end de 5 km med taxa, så det er lidt fjollet. Hvis man skal rejse mellem to større byer i Iran og tager en taxa til og fra busterminalerne, så udgør selve busbilletten kun en tredjedel af den samlede udgift. Det er altså ikke et optimalt system, men busbilletterne er meget billige hvilket skyldes, at brændstof i Iran er massivt statsstøttet, så menigmand ikke bliver ruineret af den massive inflation i landet. En liter benzin koster knap 3 kroner.

Bussen er en gammel sag, så det går lidt langsommere end de store langdistancebusser. Det meste af bussen er fyldt med kvinder og børn, som blev kørt til busholdepladsen af deres mænd. Det er tydeligvis en af de meget væsentlige historier om de sidste mange års udvikling i Iran. Folk kan ikke længere klare sig i de små landsbyer på landet, så man søger mod de større byer for at finde arbejde. Det er også baggrunden for, at der bor omkring svimlende 15 millioner i Teheran. Nogle familier har så familie i landsbyerne, eller de bor der måske stadig, så det blot er manden, som bor i byen og arbejder. Så vi er på vej mod udkants-Iran. Den 5 timer lange bustur går tværs gennem ørkenen. Der er omkring 200 kilometer (!) med ikke et eneste hus, blot pandekageflade og knastørre, vidtstrakte arealer og mindre bjerge, som mest af alt minder om et månelandskab. Trods de små udtørrede græstottelignende planter på de flade steder mellem bjergene, så er her intet – måske lige bortset fra resterne efter eksploderede bildæk, som ligger omtrent for hver 10 kilometer. Hvis jeg skulle køre denne strækning i sommervarmen, ville jeg ikke nøjes med ét reservehjul…

Først på aftenen ankommer jeg til Khoor, hvor en taxa venter på mig for at køre mig til Garmeh, som er 30 kilometer mod syd ude i det rene ingenting. Byen er stort set forladt og affolket, men da man har fået skabt et guest house for turister, er der atter blevet et grundlag for at føre byen videre, så nu bor der nogle få mennesker i byen. Jeg havde fået oplyst 260 personer, men fyren på hotellet siger 50, og det tror jeg faktisk passer ganske godt.

Jeg bliver dog overrasket over, at der ikke er andre selvstændigt rejsende herude – jeg er den eneste… Der er til gengæld to hold pensionister på grupperejse, som bor på byens guest house. Jeg selv bor på et nærliggende hostel, som hører til, men blot er en anden bygning 2 minutter derfra. Det er et hus med gårdhave, køkken, bad og toilet og 2 stuer. Men kun mig. Så det er lidt stenet, at der først lige skal rigges an med vand til mig osv. Så Garmeh er åbenbart ikke rigtig et sted med så mange selvstændigt rejsende mere, men det bruges til et par overnatninger til pakkerejser. Det er der jo nok også mere økonomi i, og det er i det hele taget historien om turismen i Iran; det er stort set kun pensionistrejser til de store turistdestinationer, og så er sådan en faldefærdig landsby i en oase i ørkenen jo også et fint stop på rejseplanen. Det er to italienske grupper, så det kniber med det engelske, men i det mindste er der med de mange gæster stor buffet til aftensmaden. Der er ingen butikker eller restauranter i Garmeh – det er nærmest blot dette turistovernatningssted, som driver hele byen. Det gør selvfølgelig maden lidt dyrere, men når det så er traditionel iransk mad i traditionelle omgivelser og med en musiker, som kommer og synger og spiller på to slags ”trommer” (daf og zarb), så er det bestemt også værd at tage med. Men jeg skal vist lige overveje, hvor længe jeg skal blive her.

Torsdag den 16. oktober

Masjed-e Jameh moskeen i den gamle by i Yazd

Et maleri af arbejdere i de iranske Qanat’er, vandtunneller

Den gamle by i Yazd

I dag skal jeg så se, hvad der er at se i Yazd, og det er egentlig ikke så meget. Den største attraktion er selve den gamle by med de små snørklede gader, som man kan vandre lidt rundt i indtil man er faret vild. Der er dog et vandmuseum i byen, som er ret interessant. Vandforsyning i en ørken er en særlig videnskab, som har været dyrket i mange, mange hundrede år. I dag er der nogle steder i især de større byer moderne vandboringer til vandforsyning, men mange steder er man stadig afhængig af det gamle vandsystem med vandtunneler: qanat’er. Det er som en minedrift, hvor man graver kilometerlange tunneller fra kilderne nær bjergene og så fører vandet ud gennem ørkenen til landsbyer, hvor man så har en skakt/brønd ned til kanalen, hvor man kan tage vand op. Der er også anordninger, hvor man kan sænke eksempels vis madvarer ned i dybet til afkøling, og der er underjordiske bassiner, hvor man kan køle lidt af midt på dagen, hvor det om sommeren kan være næsten ulideligt at være over jorden. Ved disse qanat’ers endestationer er der typisk nogle landsbyer, som driver landbrug, hvor vandet minutiøst fordeles mellem de forskellige marker. Der er også et eksempel på en (underjordisk) anordning, hvor en del af vandet nøje skilles fra til en landsby, som man passerer. Anordningen deler vandet i 6 lige store dele og afmåler dermed, at præcis 2/6-dele af vandet afledes til denne landsby. Den formodentlig længste qanat i verden, Zarch Qanat, løber under moskeen nær mit hotel, og den er 90 kilometer lang! Det må have været et virkelig hårdt og meget farligt arbejde at grave og siden vedligeholde disse tunneller. Og mange bruges stadig i dag, så der må være folk, som stadig kravler rundt i vandet i de snævre underjordiske kanaler. Jeg forstår ikke, at disse tunneller ikke bryder sammen, da vandet jo må gnave af siderne, men systemet er mindst 2000 år gammelt, og det virker jo. Jævnligt er der så skakte fra kanalen op til overfladen, som man kan bruge, når man skal ned og vedligeholde kanalerne. Jeg har set det et par steder, hvor man så kan se nogle dynger jord midt i den pandekageflade ørken. Disse dynger indikerer, at qanat’en løber nedenunder. Der er op mod 50.000 qanat’er i Iran, så det er en væsentlig del af vandforsyningen.

I Yazd er der også en gruppe af Irans religiøse mindretal: zoroastrianismen. Det er den oprindelige religion fra før Islams indtrængen og var også religionen i tiden omkring for Persepolis for 2500 år siden. Hovedelementet er ilden, som forbindes med gud, og i Yazd er der et ildtempel, hvor en ”evig” flamme siges at have brændt siden år 470 – dog på forskellige steder, og placeringen i det nuværende ildtempel var således først i 1940. Jeg må nøjes med at se det udefra, da der er weekendlukket – men ild er vel også bare ild :-)

Resten af dagen går med at vandre lidt rundt i de snørklede gader. I morgen vil jeg forsøge at komme ud til en mindre by i ørkenen. Indtil nu har jeg besøgt nogle af de væsentligste af de store byer, hvor der er historiske seværdigheder, som jeg gerne vil se, men det er altid lidt særligt anstrengende at rejse til og fra de store byer på grund af trafikken og afstandene. Men den lille ørkenlandsby, Garmeh, skulle efter sigende være næsten forladt og kun bebos af et par hundrede mennesker, så det er lige til at overskue, og da jeg selvfølgelig gerne vil se noget andet end de store byer i Iran, så bliver det målet i morgen.

Onsdag den 15. oktober

Det centrale Iran

Det centrale Iran

Efter min lange ventetid på bussen fra Esfahan til Shiraz har jeg nu booket en plads på bussen til Yazd på forhånd, og det er endda en VIP-bus, hvilket er luksusafgangene. Det betyder store sæder, masser af plads, tonede ruder for solen og sågar en vandpost med drikkevand ombord. Så det bliver en nem og behagelig tur til Yazd. Turen går over hele 2 to bjergområder. Først tilbage over Zagros-bjergene forbi Persepolis, og siden lige før Yazd skal vi atter op over nogle bjerge før, vi ender nede i ørkenbyen Yazd. Det med, hvad man kalder ørken er selvfølgelig lidt et spørgsmål om definitioner. Hvis det skal være rigtig ørken med rene sandklitter, som bugter sig op og ned, så skal man længere østpå eller nordpå og dermed ned fra bjergene, men størstedelen af det centrale Iran, som er bjerge og derfor i en vis højde over havet, er stadig knastørt og stenet med kun enkelte små planter, som på afstand ligner græstotter. De golde bjerge med de spredte græslignende planter vidner om, at i regntiden kommer der lidt vand, men at der ellers reelt ikke kan gro noget. Oppe i højderne i selve Zagros-bjergene er de flade stykker i dalene frugtbare, og der dyrkes en del landbrug her. På denne årstid kræver det dog stadig ofte noget kunstvanding, men der dyrkes både hvede, majs, tomater og meget andet. Lige nu er det høsttid, så markene er fyldte med arbejdere, som plukker og høster afgrøder og med små og halvgamle landbrugsmaskiner som mejetærskere og grønthøstere.

Turen til Yazd går gnidningsfrit – dvs. til busholdepladsen, som er placeret helt ude i den bare ørken. Det er pænt tåbeligt, men det er formodentlig for at give et marked for taxachauffører. Jeg plejer dog at gå ind til byerne, hvis jeg har tid, og det er som regel en god anledning til at se noget andet af byen end det turistede bycentrum. Her i Yazd går jeg bare den forkerte vej. Der er generelt ikke mange iranere, som kan finde ud af at vise vej. Det er virkelig mærkeligt, men jeg har ikke noget andet sted oplevet et folkefærd, som er så hjælpeløst, når de skal forklare en retning. De vægrer sig simpelthen, så man er nødt til at gå videre til sidst. Det er det samme hver gang, og det er pænt irriterende, men så må man bare finde vej på egen hånd. Det går bare ikke så godt her i Yazd :-) - hvor jeg går på den langstrakte og flade vej i den bare ørken – mod et erhvervskvarter. På et tidspunkt bliver jeg samlet op af en flink erhvervsmand. Jeg vil egentlig helst bare spørge om vej, men det får man som regel ikke lov til. Iranere er umådeligt gæstfrie, og således også denne mand, som kører mig ind til centrum.

I Yazd får jeg mig snart indlogeret i den gamle by, som er dér, hvor de mest interessante ting er. Yazd regnes for at være en af de ældste byer i verden, men de nuværende mudderstenshuse i den gamle by er mestendels fra Qajar-tiden for godt 200 år siden. Det ældste nuværende hus er fra det 11. århundrede. Der er ganske mange turister i Yazd lige nu, da det er den bedst årstid for et besøg, så de store pensionistgrupper sværmer rundt. Om sommeren er der stegende hedt her på kanten til ørkenen og om vinteren kan der blive en smule køligt, så alle skal se Yazd nu. Med det meget begrænsede antal turister, der overhovedet er i Iran, så går det dog nok.